Befordringsfradraget stiger fem procent

Selvom Skatterådet har besluttet fra årsskiftet at hæve både befordringsfradraget og kørselsgodtgørelsen fra 2012, bliver det stadig dyrere at pendle i egen bil.

Bilist

Skatterådet har i dag 13. december meddelt, at satserne for kørsel mellem hjem og arbejde fra 1. januar 2012 stiger fra 2 kroner pr. km til 2,1 kroner pr. km for 25-120 km.

Derudover stiger satsen ud over de 120 km fra i dag 1 kroner pr. km til 1,05 kroner pr. km. Dermed hæves befordringsfradraget med fem procent, ligesom kilometergrænsen for den høje sats hæves fra 100 til 120 km. Sidstnævnte sker for at kompenserer langdistancependlerne for nedtrapningen af den skattemæssige værdi af ligningsfradraget de kommende år.

Også kørselsgodtgørelsen hæves

Den skattefri kørselsgodtgørelse er også steget med mellem 3,5 og 5 procent. Den høje sats for 0-20.000 kørte erhvervskilometer stiger med 13 øre fra 3,67 kroner pr. km til 3,80 kroner pr. km. Den lave sats for kørte erhvervskilometer ud over de 20.000 km stiger fra 2 kroner pr. km til 2,1 kroner pr. km.

”FDM hilser stigningen velkommen, da den falder på et tørt sted i forhold til de stigende omkostninger, som de danske bilejere oplever. Desværre ligger satsreguleringen i den lave ende. Hvis man virkelig ønsker at kompenserer bilejerne for de stigende omkostninger, burde reguleringen være ca. dobbelt så stor - altså ti procent. Specielt de forhøjede værditab som leasing medfører, er med til at gøre bilejerskabet dyrere,” siger FDMs forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen på baggrund af Skatterådets beslutning.