
Ifølge bladets oplysninger er arbejdsstyrken på 160 mennesker blevet opsagt, og flere kreditorer forbereder sagsanlæg for at få deres tilgodehavender.
Bertone står bag nogle af bilverdenens mest ikoniske biler som Lamborghini Miura og Lancia Stratos, og i mange år producerede virksomheden specialbiler i små serier for en lang række bilfabrikker som Fiat, Opel og Volvo.
På randen af ruin
Bertone har tidligere, i 2007 og igen i 2011, balanceret på randen af ruin, men har hver gang klaret skærene. Sidste gang blev firmaet blandt andet reddet af et brandudsalg af en stor del af samlingen af prototyper og specialbiler, som var blevet gemt gennem årene. I forbindelse med krisen i 2007 blev hele produktionsapparatet solgt fra, så man siden da udelukkende har beskæftiget sig med designopgaver.

Bertones sidste designchef, amerikaneren Michael Robinson, forlod firmaet allerede ved årsskiftet sammen med en lang række af husets designere for at slutte sig til ingeniørfirmaet ED i Torino, hvor han nu er medejer af et nyt firma, ED Design.