Når bilen køres i en traditionel vaskehal, kræver det normalt 130 liter vand at gøre bilen ren. Statoils nye vaskehal i Nyborg bruger blot 15 liter, og der er ingen udledning af spildevand til kloaksystemet.
- Tilførslen af de 15 liter rent vand sker udelukkende for at opveje det vandtab, der opstår, når der fordamper vand under tørringen, og fordi der sidder vand i bilernes dæk, undervogn og skærme, når de kører ud af vaskehallen, siger Per Brinch, kommunikationsdirektør i Statoil Fuel & Retail.- Miljømæssigt er det en stor landvinding, at vi nu kan vaske biler uden at belaste miljøet med spildevand og med et minimalt træk på de kommunale vandressourcer, tilføjer han.
Snavset brændes
Statoil har godt 200 vaskehaller i Danmark, hvoraf de 34 har biologiske rensningsanlæg, hvor forbruget typisk ligger på 20 liter pr. vask. Begge traditionelle og biologiske anlæg lukker spildevand ud.
Men fra den nye type anlæg er der intet spildevand, da de forurenende partikler og salte fra vaskevandet opsamles og inddampes i et lukket system.
- Vi har indsat et inddampningsanlæg i renseprocessen, som fordamper og filtrerer spildevandet, så salt og partikler reduceres til støv. Det bliver til omkring 100 kg støv pr. vaskehal pr. år, som kan køres væk til forbrænding, forklarer ingeniør Børge Lund fra Statoil, som har udviklet det nye vandgenbrugssystem sammen med ingeniør Richard Dines Smidth fra Envotherm.
Det rensede vand, der bruges til næste vask, er fuldstændig rent - lige så rent som destilleret vand.
Statoil fortsætter udviklingen for at få en helt vandneutral vaskehal. Det skal ske ved at indsamle regnvand på hallens tag og dermed undlade at tilføre vand.
Vasken bliver ikke billigere
Selskabet gennemfører millioner af bilvask om året og har derfor også en økonomisk interesse i at reducere vandforbrug og spildevandsudledning mest muligt.
- At vi nu bogstavelig talt kan sætte en prop i spildevandsudtaget og recirkulere alt vaskevand har også en økonomisk betydning, da vi herved kan spare spildvandsafgifter, siger Per Brinch.
Han vil dog ikke love, at det bliver billigere for bilisterne at få vasket bilen.
- Prisen på de forskellige vaskeprogrammer ændres ikke pga. det nye anlæg – hverken op eller ned. Vi har haft etableringsudgifter og skal have erfaringer med driftsomkostningerne, inden at vi kan vurdere næste skridt f.eks. med hensyn til prissætning.