Børn fylder meget i en ny rapport om alvorlige ulykker med fodgængere. I ni af de 27 ulykker, som Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, har undersøgt, kom børn skade eller blev dræbt.
I en tredjedel af ulykkerne, som HVU betegner som nogenlunde repræsentative for fodgængerulykker i byer, var det det barn under 15 år, det gik ud over.
Fire ud af ni var for små
I alle ni tilfælde bidrog børnene til at ulykkerne skete, men rapporten peger på, at adskillige af børnene – fire ud af ni - var så små, at de slet ikke burde færdes alene i trafikken. Den yngste var halvandet år. Der var også lidt ældre, mentalt handikappede børn iblandt.
Børnenes fejl var i syv af de ni ulykker, at de pludseligt løb eller gik ud på kørebanen. Generelt ser de sig ikke godt nok for, omend tre af ulykkerne skete, mens bilisten bakkede.
Skolebørn påvirker hinanden
De store børn påvirker hinanden uheldigt, særligt fordi de bliver uopmærksomme, når de færdes sammen, påpeger rapporten. Børnene var bl.a. optaget af at snakke med kammerater, havde travlt med at komme i skole eller konkurrere med kammeraterne.
I to tilfælde gjorde barnet, som det havde lært af forældrene eller i færdselsundervisningen, men lidt for bogstaveligt.
I det ene tilfælde gik barnet ud i fodgængerfeltet, så snart der blev grønt, men så sig ikke for i tillid til den grønne mand – men så ikke, at der alligevel kom en bil. I det andet tilfælde ventede barnet på at ”bussen var kørt”, som det havde lært, men kun akkurat, for barnet ventede ikke, til bussen rent faktisk var så langt væk, at det kunne se, om der var fri bane. Hvilket der så ikke var.
Bilister ikke agtpågivende nok
Otte ud af ni bilisterne havde et medansvar for ulykken – i ét tilfælde løb barnet så pludseligt ud foran bilen, at bilisten ikke tildeles ”skyld” i rapporten.
I to tilfælde kørte bilisten med vilje over for gult eller rødt, men ellers var den generelle fejl hos bilisterne, at de ikke var ”agtpågivende” nok. Førerne orienterede sig enten ikke godt nok eller fejlfortolkede barnets hensigt – f.eks. ved at tro, at barnet ville blive på fortovet, selv om der var en mulighed for, at det ville barnet ikke.
I to tilfælde burde bilisten have lettet foden fra speederen eller bremset let ved synet af et lille barn ved vejkanten eller ved en skolebus.