Citroën C4 Cactus: bil med hygge

Design, komfort og teknologi er nøgleordene for den nye Citroën C4 Cactus, der samtidig viser retningen for fremtidens bilmodeller fra den ofte nytænkende franske bilproducent.

Nyt om biler

Glem alt om høj topfart og masser af hestekræfter. Den nye verdensorden, som Citroën netop har præsenteret i Paris på grundlæggeren André Citroëns fødselsdag, handler om helt andre værdier.

Udvendigt er bilen kendetegnet ved de store luftpuder, der beskytter bilen mod stød og slag. Ideen er hentet fra de mange fancy covers, man kan sætte på en smartphone for at beskytte den mod slag og ridser.
Udvendigt er bilen kendetegnet ved de store luftpuder, der beskytter bilen mod stød og slag. Ideen er hentet fra de mange fancy covers, man kan sætte på en smartphone for at beskytte den mod slag og ridser.
Citroën brugte lang tid på at forklare, hvad det helt konkret er, der tænkes på, men for os danskere var det egentlig ikke svært at forstå: Det handler om noget så enkelt som hygge.

Sofa og puder

Det er den nye Citroën C4 Cactus, der bliver den første af mange nye biler med indbygget hygge, og det er den, der let og elegant viser, hvad det hele handler om.

Forsæderne er rykket sammen ind mod midten af bilen, så man kan sidde lidt tæt og hygge sig under kørslen, og selve sæderne er bløde og magelige, som var det en sofa hjemme i stuen, og i de versioner Motor så, var der til og med små puder i samme indtræk som ’sofaen’.

Indretningen skal skabe en hyggelig atmosfære, og det er bl.a. opnået ved at skabe et lille sofa-arrangement på første række.
Indretningen skal skabe en hyggelig atmosfære, og det er bl.a. opnået ved at skabe et lille sofa-arrangement på første række.
Et stort polstret midterarmlæn giver til og med associationer til en tur i biffen, og foran passageren er det traditionelle kedelige område med indbygget airbag erstattet af et ’handskerum’ udformet som en rejsekuffert fra et af H. C. Andersens eventyr, og så er den hyggelige ferietone også slået an.

Airbaggen er i stedet flyttet op i loftet, og den vælter ned foran passageren, hvis man kører galt.

Designerbil

Målet med Cactus har været at skabe en bil, hvor alt det unødvendige er kastet over bord, og hvor det der er tilbage udformes og bygges på en lækker måde. Målet er dels at spare vægt, dels at gøre bilen mere simpel i sin fremtoning. Vægtreduktionen er lykkedes så meget, at bilen kun vejer 965 kg, hvilket er mindst 200 kg mindre end en normal bil i denne størrelse.

Den simple fremtoning er også lykkedes, og det ses f.eks. ved instrumentbordet, hvor et minimalistisk informationsdisplay bag rattet holder føreren opdateret, og hvor en fritstående trykfølsom fladskærm i midten styrer bilens udstyr.

En rejsekuffert har fundet plads, hvor airbaggen normalt er placeret. Den er derfor flyttet op i loftet.
En rejsekuffert har fundet plads, hvor airbaggen normalt er placeret. Den er derfor flyttet op i loftet.
Gearvælgeren i udgaven med automatgear er erstattet af blot tre knapper: frem, bak eller parkering. Så kan det næsten ikke blive mere enkelt at køre bil.

I loftet er der frit udsyn til himmelen gennem et vindue af specialplast, der ikke lader solen varme bilen op. Dermed er der ikke behov for en afdækning, og det sparer igen vægt og gør bilen mere enkel. Enkelheden går igen ved de indvendige dørsider, hvor alt er støbt ud i et, og hvor en lille hyggelig læderlap kan bruges til at lukke døren med. Smart, enkelt og velfungerende!

Indbyggede luftpuder

Udvendigt er Citroën C4 Cactus præget af nogle meget iøjefaldende plastpaneler hele vejen rundt. Citroën kalder dem ’Airbump’, og de har en dobbeltfunktion. Dels virker de som stødabsorberende zoner, der kan forhindre mindre buler i bilen, dels er de med til at gøre bilen individuel i sit udtryk.

Instrumenthuset er digitalt, og den store skærm til højre styrer de fleste funktioner.
Instrumenthuset er digitalt, og den store skærm til højre styrer de fleste funktioner.
Det sker, idet man kan bestille bilen i ti forskellige farver, der kan kombineres med fire forskellige farver af luftpuder på siden, og sammen med tre farver inde i kabinen giver det et hav af kombinationsmuligheder. På den måde bliver Citroën C4 Cactus fra starten en bil, der deler vandene, idet den givetvis vil være hadeobjekt for nogle og begejstre andre.

Bilen bygges i Madrid på den platform, der kendes fra C3, men akselafstanden er øget, så der er lige så god plads inde i bilen som i en C4. Det har også givet mulighed for et stort bagagerum, og C4 Cactus vil trods sit udseende let kunne gøre det ud for en traditionel familiebil.

Konkurrenterne er biler i den lille mellemklasse og de mindre SUV-biler som Renault Captur, og Citroën venter, at markedet for bilkøbere, der er klar til at forlade de traditionelle biler til fordel for f.eks. Cactus, er stærkt stigende.

Vi kender endnu ikke priserne, men gætter på, at billigste udgave vil komme til at koste lige under 200.000 kroner.

Nye motorer i Cactus

Når Citroën C4 Cactus kommer til Danmark til efteråret, vil det samtidig være et goddag til en række nye motorer. På benzinsiden vil vi se en turboudgave af den lille trecylindrede 1.2-liters motor med 110 hestekræfter, og på dieselsiden vil vi se en 1.6-liters med Adblue og NOx-omformer, som yder 100 hk. Sidstnævnte vil køre over 32 km pr. liter.

Gearkasserne vil enten være manuelle eller baseret på det robotgear, vi kender fra andre Citroën-biler.