Det går godt med at bygge og udvide motorveje i Danmark. Den seneste af en række glædelige meldinger til trafikanterne er, at første etape af Frederikssundsmotorvejen bliver (næsten) færdig længe før planlagt.
Senest søndag den 18. december kan bilisterne tage motorvejen og det tilhørende motorvejskryds Rødovre i brug, efter at transportministeren har stået for den officielle indvielse 15. december.
Det er forbindelserne fra Motorring 3 mod Motorring 4, der nu åbner. I modsat retning blev strækningen – uden festivitas – overgivet til bilisterne i august.Planlagt færdig i 2013
Strækningen var ellers oprindelig planlagt til først at åbne i 2013. Senere blev åbningsåret rykket til sommeren 2012, og nu er det altså lykkedes Vejdirektoratet at gøre resten af motorvejen færdig i retning mod Motorring 4 og Frederikssund yderligere seks måneder før tid.
Strækningen mellem Motorring 3 og Ring 3 er dermed helt færdig, mens der et årstid endnu vil være vejarbejde i begge sider af strækningen mellem Ring 3 og Motorring 4.
Udvider stadig
Her er Vejdirektoratet ved at udvide vejen fra fire til seks spor, og derfor er der fartbegrænsning på 80 km i timen, men vejarbejdet giver ikke særlige gener, da fire spor er nok til at afvikle den nuværende trafik.
Det er først, når 2. etape af Frederikssundsmotorvejen indvies senest i 2015, at trafikken vil stige markant.
18.000 biler væk fra Jyllingevej
Med åbningen i december kan bilisterne undgå den stærkt trafikerede Jyllingevej, når de skal til og fra København. Fremover kan de køre fra Motorring 3 direkte til Frederikssundmotorvejen ved det nye, store motorvejskryds i Rødovre
Vejdirektoratet forventer med den nye motorvej, at trafikken på Jyllingevej falder med ca. 18.000 biler i døgnet, hvilket svarer til næsten en halvering af trafikken.
Den nye motorvej forventes at tiltrække 50.000 bilister i døgnet.
1,5 mia. kr. for tre km
Den nyanlagte del af Frederikssundsmotorvejen er kun halvanden km lang, men har slugt langt størstedelen af anlægsbudgettet på 1,5 mia. kr. Det må gøre krydset til det dyreste nogensinde i Danmark.
Det skyldes det komplicerede, treetages motorvejskryds Rødovre, der forbinder de to motorveje, samt de mange andre broer, der skaber tilslutninger til lokalvejen Jyllingevej og Ring 3.
Der er i alt anlagt seks km motorvej (begge retninger) og ni km ramper.