Kinesiske bilmærker har let ved de store løfter, men svært ved at holde dem.
Det må nu også den kommende nordiske importør af Great Wall sande. For præcis to år siden kunne International Motors "med glæde" meddele, at man havde dannet Great Wall Motors Nordic AB og begynde at importere mærket til regionen.
Skulle være kommet i 2010
"Allerede til næste år (2010, red.) vil de første kinesiske biler blive eksporteret til Baltikum til lancering på de tre markeder. Derefter følger de øvrige Skandinaviske lande i løbet af 2011 og 2012," hed det i en pressemeddelelse fra december 2009.
Men den tidsplan holder slet, slet ikke, må den administrerende direktør for International Motors Nordic, Torbjörn Lillrud, erkende.
- Tingene går ikke altid så hurtigt i Kina, hvor man har rigeligt med at dække hjemmemarkedet, siger direktøren til Motor.
Importen til Baltikum, der skulle have været spydspids, er ikke begyndt endnu. I stedet vil International Motors begynde med Storbritannien. Det vil ske i løbet af 2012, hvor der lægges ud med en pickup.
Midt i 2013
- Vi regner med at begynde lanceringen af Great Wall i Danmark midt i 2013, siger Torbjörn Lillrud.
Til den tid vil der formentlig være to-tre modeller på programmet: en pickup, en minibil og en kompakt SUV.
Allerede i 2009 skulle kinesiske BYD have været introduceret i Danmark ifølge offentliggjorde planer, der blev meddelt i august 2007.