Den syvende 5-serie er fuld af teknik

BMW 5-serie lanceres til februar i syvende generation. Størrelsen er næsten uændret, vægten reduceret 100 kg og udstyrslisten enorm som aldrig før.

Nyt om biler

Rygterne havde sagt, at BMW ville vise den nye 5-serie på efterårets store biludstilling i Paris. Det gjorde BMW ikke. Men lige før udstillingen lukkede for publikum kom så hele baduljen på nettet med samtlige data på 5-serien og 217 fotos.

En markant linje hen langs siden, der går over i baglygten, er blandt den nye generations kendetegn. Fotos: BMW
En markant linje hen langs siden, der går over i baglygten, er blandt den nye generations kendetegn. Fotos: BMW
Der er åbenbart meget taktik i den slags.

Nu bliver selve udstillingspremieren formentlig Los Angeles Auto Show midt i november. Fast ligger det i hvert fald, at bilen kommer på markedet i Europa til februar.

Kun sedan nu

Indtil videre er det kun sedanen, der er blevet vist. Stationcaren og GT-versionen ventes begge to i løbet af 2017.

Førerpladsen i den nye 5-serie er i klassisk BMW-stil. Skærmen i midten er nu oppe på 10 1/4 tomme.
Førerpladsen i den nye 5-serie er i klassisk BMW-stil. Skærmen i midten er nu oppe på 10 1/4 tomme.
BMW-chef Harald Krüger erklærer, at den nye 5-serie vil blive den mest avancerede i klassen. Mercedes-Benz sagde noget tilsvarende, da E-klassen blev lanceret for et halvt år siden.

- Jeg er ikke i tvivl om, at den nye 5-serie vil sætte nye standarder teknologisk, men også have enorm emotionel appel. Den forbliver indbegrebet af jobklassebilen, siger han i en pressemeddelelse.

100 kg lettere, Cd-værdi på 0,22

Vægten er reduceret med 'op til' 100 kg samtidig med at bilen er vokset marginalt: tre cm i længden, en cm i bredden og nogle millimeter i akselafstand. Bagagerummet har fået lagt 10 liter til. Bilen er desuden vindglat som aldrig før: Cd-værdien er nede på 0,22.

Syvende generation er proppet med teknologi som aldrig før. Noget er standard, en hel del er ekstraudstyr.

'Selvkørende' op til 210 km/t.

Instrumenthuset er i sædvanlig klassisk stil med tydeligt speedometer og omdrejningstæller.
Instrumenthuset er i sædvanlig klassisk stil med tydeligt speedometer og omdrejningstæller.
Assistentsystemer, der gør bilen delvis selvkørende, er der mange af. Bilen kan selv holde selv i vognbanen og styre selv op til 210 km/t., den kan selv skifte vognbane og afpasse hastigheden efter den gældende fartgrænse.

Der er også adskillige systemer, der bremser selv, bl.a. hvis der kommer tværgående trafik ved bakning. Mere unikt er et system, der kan afværge, at man kører ind i en bil i nabobanen. BMW’en forsøger at undgå sammenstødet ved at trække væk.

Fjernstyret parkering

Ved parkering kan bilen fjernstyres udefra.

I kabinen har føreren udsigt til en meget større centerskærm end hidtil: 10 1/4 tommer. Desuden introduceres tredje generation headup-display, der er 70 procent større end før.

Op til 26,3 km/l

Headup-displayet er vokset 70 procent i areal og kan nu vise flere informationer, bl.a. mere detaljeret navigation.
Headup-displayet er vokset 70 procent i areal og kan nu vise flere informationer, bl.a. mere detaljeret navigation.
Der lægges ud med fire motorer: 520d med 190 hk, 530d med 265 hk, 530i med 252 hk, 540i med 340 hk. De to mindste er på 2,0 liter, mens de to kraftige er sekscylindrede på 3,0 liter.

Den mindste diesel har en imponerende, officiel brændstoføkonomi i en særlig 'Efficient Dynamic'-udgave: 26,3 km pr. liter.

Opladningshybrid med 252 hk

Allerede til marts følger en benzin-opladningshybrid, 530e, der har en officiel brændstoføkonomi på 50,0 km pr. liter. Rækkevidden på strøm er ifølge normen 45 km. Samlet ydelse er 252 hk. Også til marts kommer M550i xDrive, der har V8-motor og 462 hk.

Alle modeller, undtagen 520d, har ottetrins automatgear som standard.