En helt ny, gasdrevet bilfærge vil fra marts pløje gennem Skagerrak og dermed give bilrejsende daglig forbindelse fra Hirtshals til de norske byer Langesund, Stavanger og Bergen.
Den nye færge fra Fjord Line, M/S Bergensfjord, sejler sin første tur 9. marts, hvilket er nogle uger tidligere end ifølge den seneste plan. Færgen skulle oprindelig have været indsat i efteråret 2013, men blev forsinket i flere omgange.
Daglig afgang fra 17. marts
Samtidig med indsættelsen skal den helt nye søsterfærge M/S Stavangerfjord til service, så det bliver først, når denne færge vender tilbage 17. marts, at der bliver daglig afgang.
De to nye kæmpefærger er helt ens og har plads til 600 personbiler og 1.500 passagerer. Som de første store færger drives de af flydende naturgas, der gør skorstensrøgen helt ren og nedsætter CO2-udslippet med ca. 22 procent.
To timer hurtigere
De nye færger sejler hurtigere end den enlige gamle, nemlig 21,5 knob (39 km/t.). Det er med til at forkorte sejltiden til Bergen med to timer.
De nye sejlertider er Hirtshals-Bergen 16,5 timer, Hirtshals-Stavanger 10 timer og Hirtshals-Langesund 4,5 timer.
Der bliver afgang fra Hirtshals mod Stavanger/Bergen hver dag kl. 21.30 og mod Langesund hver dag kl. 9.30. I sommerhalvåret bliver der desuden to-tre daglige afgange med hurtigfærge til Kristiansand.