Dobbeltbøde på schweiziske motorveje

Bøden for at køre uden gyldig motorvejsmærkat i Schweiz bliver nu fordoblet til 1.200 kr.

Trafik

Det kan blive en økonomisk bet at have glemt – eller bevidst undladt - motorvejsmærkatet, når man kører i Schweiz. 1. december bliver bøden for at køre uden vignetten nemlig fordoblet fra godt 600 til godt 1.200 kr. (200 schweizerfranc).

Det synlige bevis for at have betalt motorvejsafgiften skal være klistret fast på bilens forrude, når man kører på motorveje og motortrafikveje i alpelandet.

Campingvogne betaler også

Påhængsvogne så som campingvogne skal have deres eget mærkat, og der betales også for motorcykler.

Mens bøden nu fordobles, fastholder de schweiziske myndigheder selve afgiften i hele 2012.

Uændret pris for vignette

Det vil sige, at en vignette til personbil fortsat koster 40 franc. Gyldigheden er stadig op til 14 måneder, idet en 2012-vignette gælder fra 1. december i år til og med 31. januar 2013.

Mærket kan købes ved og nær grænseovergange til Schweiz, men det kan også klares i ro og mag inden køreturen, idet FDM sælger vignetten til ca. samme pris som i Schweiz – 250 kr.

Vignetten kan købes online hos FDM