Dynamiske skilte forsvinder fra Øresundsbroen

Broselskabet går i gang med at rydde kraftigt ud i skilteskoven på den dansk-svenske forbindelse. På selve broen forsvinder alle tavler.

Trafik

De dynamiske fart- og advarselstavler på Øresundsbroen skal væk. De er ikke nødvendige, mener Øresundsbron, og så er der pæne besparelser at hente.

Fældningen af skilteskoven sker, da de nuværende tavler er ved at være slidt op, og bedre teknologi står klar, fremgår det af Fokus Øresund.

Ingen dynamiske tavler på broen

Det får selskabet til at droppe samtlige hastigheds- og advarselstavler på broen. Øresundsbron mener, oplysningerne til trafikanterne kan klares forsvarligt med i alt fire store infoskærme, som kan fortælle om bl.a. kraftig vind eller tæt tåge.

Tavlerne sættes op i Kastrup i retning mod Sverige, på Lernacken i retning mod Danmark samt på Peberholm i hver retning.

Gevinsten er færre trafikforstyrrelser, lavere omkostninger og mindre energiforbrug, siger Øresundsbron. De færre forstyrrelser skyldes, at de nuværende tavler hænger hen over vejbanen, så det kræver lift og spærring af vognbaner at vedligeholde dem.

Lille reduktion i tunnelen

På Peberholm bliver 42 skilte til 22, mens der kun barberes meget forsigtigt i tunnelen, hvor sikkerhedskravene er højere. Her reduceres antallet af tavler fra 128 til 96.

Samlet betyder det en halvering af dynamiske skilte på forbindelsen – fra 296 til 143.

De faste skilte, der annoncerer landegrænsen forbliver på skråstagsbroen, og en fast farttavle på grænsen er formentlig stadig nødvendig.