Ejerafgiften er sat op

Den halvårlige afgift for at måtte køre på de danske veje er sat op fra 1. januar. Stigningen på ejerafgift og vægtafgift er på omkring fem procent.

Bilist

Når opkrævningen fra Skat for ejerafgift eller vægtafgift næste gang toner frem i e-boksen eller den fysiske postkasse, vil beløbet ikke være helt genkendeligt.

For første gang i flere år er den halvårlige afgift for at have en bil på danske plader nemlig sat op. Stigningen er på omkring fem procent.

Den laveste takst for benzindrevne biler - der kører mindst 20,0 km pr. liter – er sat op fra 520 til 560 kr. på årsbasis.

100-200 kr. ekstra

Et mere typisk eksempel er en benzinbil, som ligger i intervallet 12,5-13,2 km pr. liter. Her stiger afgiften fra 3.500 til 3.680 kr. årligt.

Dieselbiler stiger tilsvarende i kroner og ører – med et økonomital på 14,1 til 14,9 km pr. liter ligeledes 180 kr. Men da den såkaldte udligningsafgift for dieselbiler ikke hæves denne gang, er procentstigningen en smule mindre.

Stiger igen om et år

Vægtafgiften – der betales for ældre biler – hæves fra 2.980 til 3.760 kr. årligt for en benzinbil på 1.101-1.300 kg.

Også i 2013 sættes taksterne op, dog procentvis lidt mindre end denne gang.