Elbil med racerambitioner

Nissan udforsker stadig flere muligheder for elektriske biler. Konceptbilen Blade Glider er en usædvanlig racerbil, der er eldreven og smallere for end bag. Nissan har også en elektrisk Le Mans-racer på vej. Og en eldreven varevogn.

Nyt om biler

Elbilen er spillevende. Den er bare lidt forsinket.

Nissan Blade Glider har en elmotor indbygget i hvert baghjul. Det giver stor frihed til designerne. En lignende version har Nissan tænkt sig at sætte i begrænset serieproduktion.
Nissan Blade Glider har en elmotor indbygget i hvert baghjul. Det giver stor frihed til designerne. En lignende version har Nissan tænkt sig at sætte i begrænset serieproduktion.
Sådan er holdningen hos Nissan, der er verdens førerende producent af elbiler. Og Nissan sætter en streg under den holdning ved på Tokyo Motorshow at vise en ny type elbil: en rendyrket sportsvogn.

Blade Glider er en konceptbil, men Nissan har tænkt sig at sætte bilen i begrænset serieproduktion med samme teknik som udstillingsbilen.

Det usædvanlige køretøj viser, at eldrift kan bruges til andet end mindre bybiler. Desuden udforsker den en ny konstruktionstype, hvor fronten er meget smallere end bagende.

Den smalle sporvidde foran og brede bagtil skulle giver ideelle køreegenskaber, mener Nissan. De tætsiddende forhjul er gode til indstyring i kurver, mens de store bagdæk med 70 procent af bilens vægt kan koncentrere sig om at accelerere og bremse. Bagbremserne er, usædvanligt, kraftigere end forbremserne.

Motorer i hjul

Nissan har øvet sig på elektriske sportsvogne med denne Leaf Nismo RC.
Nissan har øvet sig på elektriske sportsvogne med denne Leaf Nismo RC.
På trods af at Blade Glider – med inspiration fra en svæveflyver – er en sportslig bil, siger Nissan ikke et kuk om bilens mulige præstationer. Men vi får den interessante information, at der er to elmotorer, som er bygget ind i hver sit baghjul.

Den teknik har været væk fra biludstillinger i et stykke tid, men Nissan mener, det har en vis fremtid. Vægten er ikke det store problem, men det er prisen. To motorer er dyrere end én. Til gengæld giver det en enorm designfrihed.

Blade Glider slutter sig til en serie af sportslige elbiler. Nissan har øvet sig i et stykke tid med sportsvognen Leaf Nismo RC, og i 2014 vil Nissan deltage i Le Mans Garage 56 med en bil kaldet ZEOD RC Zero Emission on Demand racer.

I Japan kan kunder købe et Nismo motorsportskit til deres Leaf. Teknikken er den normale.
I Japan kan kunder købe et Nismo motorsportskit til deres Leaf. Teknikken er den normale.
I spøg- og skæmtafdelingen tilbyder Nissan i Japan et kosmetisk Nismo-kit til Leaf.

Men også i den stik modsatte retning, vil Nissan sætte strøm til bilflåden. Om knap et år begynder salget i Europa af varevognen ENV200 som elbil.

Mange spørsmål om elbiler

Nissans elbiler og elvisioner var det dominerende tema, da Nissan- (og Renault-) chef Carlos Ghosn mødte den udenlandske presse under Tokyo Motorshow.

Har du fortrudt den store satsning på elbiler, eller var I det mindste for tidligt ude? ville Motor vide.

Nissans topchef Carlos Ghosn siger til Motor, at han på ingen måde har fortrudt Nissans og Renaults store satsning på elektriske biler.
Nissans topchef Carlos Ghosn siger til Motor, at han på ingen måde har fortrudt Nissans og Renaults store satsning på elektriske biler.
- Nej. Jeg ville kun fortryde, hvis det var en teknologi, der ikke førte nogen vegne. Men der er bare ingen vej uden om elektrificering, når vi skal have CO2-udledningen ned, svarede Carlos Ghosn.

Renault-Nissan har tilsammen investeret 30 mia. kr. i elbiludvikling.

Planer var for optimistiske

Topchefen, en af bilbranchens højst profilerede og mest succesfulde, måtte atter forholde sig til, at hans elbil-mål skranter slemt. Ghosn har for nylig måtte erkende, at det ikke bliver til de annoncerede 1,5 mio. elbiler fra de to mærker i 2016.

- 2016 var optimistisk, ja. Vi har stadig målet, og så må vi se, om vi når det to eller tre år senere. Alt vi forudså, er sket, det er bare gået langsommere, sagde Ghosn.

Han fastholdt også visionen om, at ti procent af salget skal være elbiler, i hvert fald i lande, hvor ordentlige lademuligheder er tilstede.
Brintbiler tror Renault-Nissan-chefen også på, men ikke nær så hurtigt, som en række konkurrenter og brint-lobbyister giver udtryk. Adskillige bilkoncerner vil fra 2015 begynde serieproduktion af brintbiler.

Skeptisk om brintbiler nu

- Men én ting er at have brintbiler som prototyper eller i små styktal. Hvornår ser vi masse-markedsføring af brintbiler? Det bliver ikke i 2015. Tidligst i 2020 betonede Ghosn

Han sagde, at Renault og Nissan har teknologien, men det store problem er infrastruktur.

- Det har været svært nok at få infrastruktur til elbiler, og det er endda et system, vi kender. Brint er helt nyt, og tankstationerne er meget dyrere end hurtigladere.