Elbiler er ikke noget for private

Salget af eldrevne biler er faldet fra sidste år. Og som hidtil er der meget få private, der kaster sig ud i elbileventyret.

Nyt om biler

423 elektriske køretøjer inklusive varebiler og noget, der nærmer sig kabinescootere. Det er det danske salg af elbiler i årets første ni måneder, og dermed er der tale om et fald på 15 procent fra sidste år.

Der er ellers kommet et par nyheder, der trækker lidt op, men samtidig var begyndelsen af 2012 præget af, at et par hundrede elbiler blev indkøbt til ”Test en elbil”.

Langsomt start for rost Renault

Renault har kun indregistreret 54 Zoe siden lanceringen i forsommeren og bides i haserne af den meget dyrere Tesla S. Tesla regner med at levere et sted mellem 200 og 300 i år.

Et nærmere kik på de nye tal viser, at meget få private har mod på at vælge en elbil. Ud af 319 eldrevne personbiler, der er indregistreret i år, blev kun 58 anskaffet af private. Det er under 20 procent.

Kommuner køber elbiler

Omvendt er det i høj grad virksomheder og i særdeleshed kommuner og andre myndigheder, der køber elektrisk.

Københavns Kommune har således lige fået 48 Nissan Leaf, og udlejningsselskabet Sixt er en anden, endnu større kunde.

I den nære horisont lanceres flere interessante elbiler, der kunne få salget til at stige. Det gælder VW Up i november, BMW i3 til maj og VW Golf til sommer.


De mest solgte elbiler i år:


Model

Antal 2013

Nissan Leaf

144

Renault Zoe

54

Tesla S

43

Renault Twizy

12

Peugeot Ion

7

 

 

Varebiler

 

Mercedes-Benz Vito

50

Renault Kangoo

44

Kilde: De Danske Bilimportører