Norge er verdens førende elbilmarked, og med salget i 2013 cementerede nordmændene den position.
10.496 eldrevne køretøjer blev indregistreret i Norge sidste år, og dermed er bestanden over 20.000, oplyser den norske elbil-organisation Norsk Elbilforening.
Markant er, at ca. hver femte elbil – 2.159 i alt – er importeret brugt fra andre lande. I de 10.496 elbiler indgår også 355 elektriske varebiler og 100 firehjulede motorcykler, primært Renault Twizy.
I Danmark blev det blot til 647 elbiler sidste år.
Den mest solgte elbil i Norge er suverænt Nissan Leaf, som der kom 4.604 fabriksnye af i 2013. Nr. to blev den dyre Tesla S med 1.986.
LÆS OGSÅ: Elbiler er stadig ikke i stødet
Norge fremhæves ofte af elbilproducenter og -tilhængere som eksempel på, at det er muligt at sælge mange elbiler, hvis man vil. ”Hvis man vil” inkluderer her en massiv støtte. Ikke bare er elbiler fritaget for registreringsafgift, som er næsten lige så høj som i Danmark, de slipper også for moms og beskattes særlig lempeligt som firmabiler.
Desuden har elbiler en række store fordele som adgang til busbaner, fritagelse for bompenge, gratis færge, fri parkering og ofte gratis strøm.
Desuden koster norsk strøm, som er tæt på at være CO2-neutral, det halve af dansk strøm, mens benzin og diesel er dyrere i Norge end i Danmark.