Elbiler sluger strøm

50 procent mere energi end lovet. Det bruger de første elbiler, som har deltaget i et stort dansk forsøg.

Nyt om biler

Ikke mange biler kører så langt på literen, som de officielle tal siger. Men det står åbenbart endnu mere skidt til blandt elbiler.

Det danske forsøg med 200 elbiler, Test en elbil, viser, at de små elbiler har brugt i gennemsnit 201 watttime på at køre en km. Det er 50 procent mere end de 135 Wh/km, som en Citroën C-Zero har som officielt energiforbrug.

Dermed er CO2-udledningen 58 gram pr. km med dansk gennemsnitsstrøm i 2012.

Også Motors erfaring

Motors test af elbiler viser også, at strømforbruget, inklusive tab i opladeren, er en del eller meget større end de officielle tal.

Langt hovedparten af de 200 elbiler, der er indgået i forsøget er Citroën C-Zero og de identiske Peugeot Ion og Mitsubishi Imiev. 4,4 mio. km har bilerne indtil videre tilbagelagt.

I elbilforsøget, der er gennemført af elbiloperatøren Clever, har omkring 1.500 familier haft en elbil til rådighed i tre måneder. Det afsluttes helt i begyndelsen af 2014.