Endnu en midlertidig motorvej

Bilisterne på E20 ved Slagelse har fået en næsten en km lang motorvej, som graves væk allerede om et år. Den midlertidige motorvej skal lede trafikken sikkert og bekvemt uden om brobyggeri.

Trafik

Næsten én km, nylagt motorvej er i stilhed taget i brug ved Slagelse. Der er heller ikke grund til de store indvielsestaler, for vejen fjernes allerede om et år.

Formålet med den nye stump motorvej er at lede den tætte trafik på E20 Vestmotorvejen uden om et større brobyggeri på stedet.

Nu to midlertidige motorveje

Det er anden gang på kort tid, at en midlertidig motorvej tages i brug. Første gang var ved Vejle for få måneder siden.

Den umiddelbart dyre løsning er taget i brug, da trafikken på E20 er meget intens, og tidligere indskrænkninger af samme vej har givet særdeles lange køer.

Omkørsel med 80 km/t.

Med den midlertidige motorvej kan trafikken afvikles i brede baner og med 80 km i timen.

Det er nødvendigt at flytte trafikken, da der skal bygges en ny bro, som skal føre den kommende Slagelse Omfartsvej under motorvejen.

Brobyggeriet er færdigt om ca. et år, mens Slagelse Omfartsvej kan indvies i løbet af 2013.