Fiat 500 er Danmarks suverænt mest solgte livsstilbil, men salget dalede 35 procent fra 2010 til 2011.
Sådan går det ofte med den type biler, der i høj grad købes med følelserne, men Fiat 500 har holdt sig usædvanligt godt i salgsstatistikkerne.
Senest har det hjulpet med den delvis åbne udgave 500C, og nu kommer Fiat til at holde gryden i kog med en mere familievenlig version kaldet 500L – L for "large".
Fiat 500XXL?
Måske burde den hedde 500XXL, for nyheden er vokset voldsomt: 59 cm i længden, 16 cm i bredden og 17 cm i højden. Det er forskel, man normalt ser fra en bilklasse til én, der er to klasser over.500L er 4,14 meter lang, 1,78 meter bred og 1,66 meter høj. Det svarer omtrent til Opel Meriva, Ford B-Max og Kia Venga.
Udnytter 500s popularitet
Så at kalde bilen for en 500-variant er derfor lidt af en tilsnigelse og nok mest noget, marketingafdelingen har fundet på for at kapitalisere på den uhyre populære Fiat 500, der er blevet til et stærkt varemærke.
Designet afviger også en del fra originalens meget nuttede stil.
Afløser Idea
Reelt er 500L en afløser for Fiat Idea, men denne mini-multibil blev aldrig populær og er for længst udgået i Danmark. Så at hive fat i 500-betegnelsen giver større chancer end at kaldebilen for "Nuova Idea".
500L kommer med en 1.4 Twinair-benzinmotor og en 1.2 Multijet II-dieselmotor.
Bygges i Serbien
Bilen skal som første model bygges på en nyrenoveret fabrik i Kragujevac, Serbien.
500L får premiere på Genève-udstillingen i marts og kommer til salg sidst på året.