Flere cyklister skal kunne dreje til højre ved rødt

Siden 2013 har cyklister på forsøgsbasis måttet svinge til højre i 33 danske kryds, selvom lysreguleringen viser rødt. Ny evaluering betegner forsøget som en succes, og nu skal det udbredes til flere kommuner. FDM ser positivt på forslaget, hvis det sker ved de rigtige kryds.

Bilist

Det skader ikke trafiksikkerheden, hvis cyklister må svinge til højre for rødt. Det viser Vejdirektoratets evaluering af et toårigt forsøg, hvor cyklister kan dreje til højre ved rødt i 33 kryds. Nu skal landets kommuner se på, om de har kryds, der er egnede til rødt højresving for cyklister

Godt de rigtige steder

FDM er positiv over for cyklisternes højresving ved rødt, så længe det indføres de rigtige steder. 

”Der er rigtig mange danskere, der dagligt benytter cyklen, og det er vigtigt, at man letter deres mobilitet, hvor det er muligt. Man skal dog huske, at det ikke er alle kryds, der er egnede til rødt højresving. Der vil både være fodgængere, cyklister og andre trafikanter at tage højde for. Men indføres det de rigtige steder, vil det være positivt for den daglige trafik,” siger Torben Lund Kudsk afdelingsleder i FDM.

Vejdirektoratet stiller en række krav til kryds med tilladt rødt højresving. Blandt andet er det nødvendigt, at cykelstien kan deles op i en højresvingsbane og en ligeudbane. Yderligere skal cykelstien forsætte efter svinget, og der må ikke være for mange fodgængere i krydset.
Kryds, hvor højresving ved rødt er tilladt for cyklister, vil være tydeligt markerede med et skilt.

Fortsat god cykelkultur

Selvom om højresving ved rødt kan være med til at fremme mobiliteten, stiller det også høje krav til den enkelte cyklist. Både i forhold til orientering og til at huske, at det kun er udvalgt steder, at højresving ved rødt er lovligt.

”Cyklister skal være opmærksomme på, at de skal orientere sig grundigt, inden de foretager et rødt højresving, for de har stadig vigepligt, og det er cyklistens ansvar, at det ikke er til fare eller gene for andre. Det er vigtigt, at det røde højresving fortsat begrænses til de kryds, som er egnede og hvor det er tilladt, og at der ikke skabes en cykelkultur, hvor cyklisterne glemmer, at det er undtagelsen og ikke reglen,” siger Torben Lund Kudsk.