Ford fordobler GT-produktion

Fords supersportsvogn GT skal være en meget eksklusiv bil, så kun 500 er planlagt. Men stor efterspørgsel får Ford til at fordoble til 1.000 styks.

Nyt om biler

To danskere har fået lov til at købe en af de 500 Ford GT, der er planlagt til produktion. Men måske kan flere komme i betragtning, da Ford vil fordoble produktionstallet.

Ford havde egentlig besluttet kun at bygge den specielle bil i to år på sin canadiske fabrik i Markham i Ontario, men nu forlænges produktionstiden til fire år. Fabrikken kan klare 250 biler årligt.

I første omgang går produktionen i det tredje år, dvs. 2019, til personer på ventelisten. Ca. 6.500 personer har på verdensplan ønsket at købe en GT.

600 hk, 8 mio. kr.

GT er en supersportsvogn med over 600 hestekræfter og får formentlig en pris på godt 2,5 mio. kr. uden skatter og afgifter. Skulle bilen indregistreres normalt i Danmark, ville den koste omkring otte mio. kr.

Racerkører Jason Watt er en af to danskere, der har fået lov til at købe den kommende Ford GT. Har har i forvejen en GT fra 2005. Foto: Ford
Racerkører Jason Watt er en af to danskere, der har fået lov til at købe den kommende Ford GT. Har har i forvejen en GT fra 2005. Foto: Ford
Danskere får en vis mulighed for at se og sågar få en tur i superbilen, for den ene af de to danskere er racerkøreren Jason Watt. 

Danskere kan betale sig til en tur

- Med mig kan Ford være sikker på, at en hel del danskere får chancen for at få en tur i den, for jeg stiller selvfølgelig op til Sportscar Event for at støtte det gode formål med bilen, fortæller Jason Watt ifølge en pressemeddelelse fra Ford.

Det ligger i tråd med Fords strategi med GT. Den skal ikke blive et samlingsobjekt, der står gemt i en garage, men skal ses på vejene og blive en reklame – eller ambassadør – for Ford.

Kunderne er derfor ikke blot udvalgt fra, at de har en kærlighed til mærket, men som også aktivt vil bruge superbilen på veje og baner verden over.