Forvirrende brugtbilskoncept

Dansk Automobilforhandler Forening har lanceret en ny ordning, hvor brugte biler hos lidt over 200 forhandlere bliver delt ind i tre kategorier. Men FDM mener, at ordningen er forvirrende og misvisende i nogle tilfælde.

Nyt om biler

Det skal være lettere for brugbilskøbere at købe bil. Det mener bilforhandlernes brancheorganisation, DAF, der derfor har taget initiativ til mærkningsordningen God-Bedre-Bedst brugtbil.

Intentionen er god, men i sin nuværende form er DAF’s koncept ikke fejlfrit, mener FDM. FDM vil gerne rose ideen om at sætte fokus på de brugte biler, så brugtbilshandlen bliver gjort mere gennemsigtig. Men der skal grundlæggende forandringer til, for at FDM vil anbefale systemet.

LÆS OGSÅ: Guide til trygt brugtbilkøb

Konceptet fra bilforhandlernes brancheforening går ud på at dele de brugte biler ind i tre kategorier, hvor du som kunde kan vælge fra de middelmådige (kaldet gode) til de gode (kaldet bedste) brugte biler.

– Problemet er, at det er forhandleren og ikke en uvildig instans, der sætter bilen i en bestemt kategori, siger juridisk chef i FDM Rådgivning Per Alkestrup.

Dertil kommer, at kun bilerne i de to dårligste kategorier God og Bedre automatisk får en såkaldt DAF Brugtbilstest. Indholdet af denne "test" er nærmest at sidestille med et udvidet syn og på ingen måde kan sammenlignes med FDMs brugtbilstest.

Selvfølgeligheder

Konceptet indeholder også selvfølgeligheder, som at handlen er omfattet af købelovens bestemmelser, og at bilen er gennemgået kosmetisk og mekanisk.

LÆS OGSÅ: Det skal en brugtbiltest indeholde

Det første kan man ikke fravige i en handel mellem en forhandler og en privatperson. Det andet er også en selvfølge, da man ikke kan fraskrive sig sin generelle oplysningspligt i forbindelse med en handel. Her skal en forhandler konkret beskrive, hvilke fejl der er på bilen.

Tvivlsomme garantier

På de bedste biler tilbydes mindst seks måneders garanti, dertil kan komme eventuelt fabriksgaranti. Men garantien fra forhandleren gælder ikke eftermonteret tilbehør og ekstraudstyr.

Men det kan være nærmest umuligt at gennemskue for den almindelige bilkøber, idet den høje danske registreringsafgift gør, at meget udstyr bliver eftermonteret på bilerne. Det gælder også originalt udstyr, og derfor opstår problematikken særligt på det danske bilmarked.

Dertil kommer, at biler, der er kategoriseret som God eller Bedre, ikke har fået gennemgået servicehæftet, og du derfor som køber ikke ved, om der fortsat er gennemtæringsgaranti på bilen. Det er kun på de ”Bedste” biler, at servicehæftet er gennemgået, og hvor alle stempler er med.

VIDEO: Det kan du selv tjekke, før du køber