Fyn har fået venstrekørsel

På en lang bro hen over Fynske Motorvej er der nu byttet om på kørselsretningerne. Det skal gøre det hurtigere og mere sikkert at komme på og af motorvejen.

På en lang bro hen over Fynske Motorvej er der nu byttet om på kørselsretningerne.
Trafik

Danmark har fået venstrekørsel – på en ca. 200 m strækning hen over Fynske Motorvej.

Vejdirektoratet åbnede 17. september Danmarks første ’dynamiske ruderanlæg’, hvor bilisterne kører i venstre side på den vej, der krydser motorvejen. Den særprægede adfærd kan opleves, hvor Assensvej krydser motorvejen ved til- og frakørsel 52 Odense SV. 

Formålet med den unikke konstruktion er at give et bedre trafikflow, så trafikanterne kommer hurtigere og mere sikkert til og fra motorvejen

Det er nemt at kø;re ind på motorvejen, uanset om det sker med højresving eller venstresving. Det samme er tilfældet, når man kommer fra motorvejen. Illustration: Vejdirektoratet

Færre konflikter

Formålet med den unikke konstruktion er at give et bedre trafikflow, så trafikanterne kommer hurtigere og mere sikkert til og fra motorvejen. Der er nemlig meget færre ’konflikter’ og langt større kapacitet end i et traditionelt kryds. Der kan køre i trafik i op til ni retninger på én gang.

Se hvordan du kører gennem det usædvanlige kæmpekryds:

Skiftet mellem højre- og venstrekørsel sker med en lysregulering i hver ende af broen – de to eneste lyskryds i anlægget.

Nemt at komme ind på motorvejen

Særligt bliver det nemt at køre ind på motorvejen. Højresving kan foretages helt uden stop, mens venstresving i princippet er lige så enkelt – ingen lyskryds, vigepligt eller krydsende trafik. Dog skal man ved venstresving først lige ud gennem et af de to lysreguleringer.

Også når man kommer fra motorvejen, er det enkelt, bortset fra at man evt. skal holde for rødt lys én gang ved højresving og to gange ved venstresving.

Den særlige udformning betyder dog også, at man ikke uden videre kan komme ned på motorvejen, hvis man er kørt fra på samme frakørsel, f.eks. ved en fejl eller for at sætte nogen af.  

Autoværn og lysskærm i midten

På den ’omvendte’ strækningen hen over motorvejen er der autoværn mellem de to kørselsretninger foruden en skærm, der skal forhindre blændning.

Konflikter med cyklister og gående er der ikke, da de bløde trafikanter i forvejen havde deres egen stibro over motorvejen lidt derfra. 

Se også: Fyn får venstrekørsel