’Gider du lige rydde indkørslen for sne?’

Fjeldvejen Trollstigen i Norge er en spektakulær turistrute i det vestlige Norge. Men før turisterne kan nyde turen, skal der ryddes fem meter sne efter vinteren. Smuk film fotograferet fra luften viser det møjsommelige arbejde.

Trafik

Snerydningen af en dansk herregårdsindkørsel blegner i forhold til den mur af sne, førerne af to hjullastere møder i det vestlige Norge på den traditionsrige forårsrydning af Trollstigen.

Serpentinervejen nær Åndalsnes er en af Norges mest populære turistattraktioner med over en halv million ’besøgende’ årligt, men vejen er lukket om vinteren.

Fem meter sne

19. april gik snerydningen i gang op over fjeldet, og det er en møjsommelig opgave. Mange km skal ryddes, og ruten går op i 850 meters højde. Snedybden når op på fem meter, men det er blot et ’helt normalt år, når det gælder sne.’

Rydningen, som normalt tager to-tre uger, er i år filmet med drone af den lokale avis, Åndalsnes Avis. Det er der kommet yderst smukke billeder ud af. Filmen varer to minutter.

Se filmen her

Foto: Åndalsnes Avis/Jo William Boman
Foto: Åndalsnes Avis/Jo William Boman

Åbningsdag ukendt

Det er fortsat uvist, hvornår vejen kan åbnes for trafik. I fjor kunne første bil køre over 25. maj, mens bommen i 2014 åbnede allerede 8. maj. I 2012 hed det 1. juni.

Hele turistvejen er 104 km lang. Trollstigen indgår længst mod nord.
Hele turistvejen er 104 km lang. Trollstigen indgår længst mod nord.
Trollstigvegen indgår i Norges Nasjonale Turistveger, som består af 18 særlig smukke ruter. Geiranger-Trollstigen er i alt 104 km lang, og ud over passet ved Trollstigen er der en færge på turen. Trollstigen byder bilisterne på 11 hårnålesving, nogle med en radius på blot ti meter.

SE OGSÅ: Nasjonale Turistveger