Gigant-Jeep til fjerne lande

Jeep flirter med tanken om endnu større model end Grand Cherokee. Yuntu er skabt for at gøre især kineserne glade. Konceptbilen er en opladningshybrid, og det kan snart blive en realitet.

Nyt om biler

Stilelementer fra både Compass og Renegade bruges på Yuntu, der kan blive til Jeeps hidtil største model. Foto: Torben Arent
Stilelementer fra både Compass og Renegade bruges på Yuntu, der kan blive til Jeeps hidtil største model. Foto: Torben Arent
Yuntu hedder denne store, syvpersoners konceptbil, som Jeep viser på Shanghai-udstillingen.

Jeep fortæller nærmest ingenting om bilen, udover at den er skabt til at tilfredsstille kinesiske forbrugeres smag.

Brancherygter siger, at konceptbilen varsler en produktionsmodel i samme størrelse til det kinesiske marked, som kunne være klar allerede fra 2018. Men det er altså ikke noget, Jeep bekræfter.

Større end Grand Cherokee

Kabinen er meget konceptagtigt, men konceptet kunne antyde en mere lys og let stil fra offroad-mærket. Foto: Jeep
Kabinen er meget konceptagtigt, men konceptet kunne antyde en mere lys og let stil fra offroad-mærket. Foto: Jeep
Konceptbilen er et nummer – eller et halvt – større end Jeeps hidtil største model, Grand Cherokee. Og en så stor bil kunne der nok være basis for i Kina - og måske også hjemme i USA.

Kabinen er udstyret med seks sæder i tre rækker, men det kan nemt ændre sig til syv sæder i en produktionsudgave.

Yuntu er en opladningshybrid, noget Jeep ikke har i dag. Men konceptbilen antyder, at denne teknik kan være tæt på.