Sverige
Skal du og familien køre på skiferie til Sverige, skal I være opmærksomme på, at der er øget grænsekontrol. Går turen over Øresundsbroen, skal I vise identitetspapirer ved betalingsanlægget i Sverige, og tager I færgen fra Helsingør, Grenå eller Frederikshavn, foregår kontrollen inden, I kører ombord på færgen. Vær desuden opmærksom på, at der tillige foretages stikprøvekontrol, når I kører fra borde i Sverige.
Læs om aktuel status for grænsekontrol i Sverige
Norge
Også på grænsen mellem Sverige og Norge er der øget kontrol. Tilsvarende er der kontrol på færger, som ankommer fra Danmark, Sverige og Tyskland. Norge har foreløbig valgt at opretholde denne kontrol frem til den 14. februar.
Læs om aktuel status for grænsekontrollen i Norge
Alperne og andre bjergområder
På grund af den aktuelle flygtningesituation, kontrollerer Tyskland i øjeblikket grænserne til Østrig og Danmark. Desuden er der også kontrol ved grænsen mellem Østrig og Ungarn, Slovenien og Slovakiet, som igen kan forlænge rejsetiden. Det gør sig ligeledes gældende på grænsen mellem Kroatien og Slovenien.
Det er ikke kun grænseovergange ved motorvejene, men også ved de mindre veje, der er berørt. Man skal derfor påregne, at der kan være kødannelser og dermed længere ventetid.
Derudover bør du absolut afslå at tage blaffere op.
Du kan læse flere detaljer i ADAC’s rejsevejledning her (Tysk)
Husk pas
Alle rejsende, herunder også børn, skal sørge for at have gyldige identitetspapirer med sig. Da det er lettere for paskontrollen at skanne et nationalt pas, anbefales det så vidt muligt, at man medbringer sit pas.