’Vi vil være billigst!’. Den holdning synes flere og flere bilimportører i øjeblikket at have taget til sig.
Hver gang en bilimportør sætter prisen ned på sin billigste bil, følger de andre med og underbyder – nogle gange blot med en enkelt krone.
Hård konkurrence
Den konkurrence gavner i øjeblikket de bilejere, der er i markedet for en lille og billig bil. Samtidig med at priserne den seneste tid er faldet markant, er udstyrsniveauet indenfor sikkerhed fortsat holdt på et niveau, der tilfredsstiller FDMs mindstekrav om, at bl.a. antiudskridningssystemet ESC skal være standard.
I stedet er det ofte udstyr som centrallås, hjulkapsler, radio og lignende, der er pillet ud af bilerne, for at holde prisen nede.
I øjeblikket ser denne konkurrence ud til at fortsætte langt ind i 2012, hvor VW allerede har meddelt, at mærket til marts vil sælge den kommende Up til en pris på 90.000 kroner plus leveringsomkostninger for en tredørs.
Kort efter følger både Skoda og Seat med deres udgaver af Up.
Glemmer leveringsomkostningerne
Fælles for alle bilimportørerne er, at de i store reklamekampagner benytter prisen som vigtigste salgsparameter. I øjeblikket er billigste bil en Chevrolet Spark, der annonceres til 83.900 kr. Men i lighed med alle andre biler skal også de små bilers pris tillægges en leveringsomkostning på 3.680 kroner.
Det beløb skal sammen med eventuelt farvetillæg lægges til grundprisen, før man har den pris, man som bilkøber skal betale for at få bilen udleveret.
Motor har her samlet en liste over de biler, der i øjeblikket sælges til listepriser under 90.000 kroner. Første spalte er den annoncerede pris, anden spalte er med de obligatoriske leveringsomkostninger – det er den pris, Motor og FDM altid anvender.
Prisen gælder femdørs, med mindre der er anført et "3d" for tredørs.
Model |
Listepris |
Pris med lev. |
Chevrolet Spark 1.0 Life |
83.900 kr. |
87.580 kr. |
Fiat Panda Ciao |
84.890 kr. |
88.570 kr. |
Suzuki Alto 1.0 GA |
84.892 kr. |
88.572 kr. |
Citroën C1 1.0 3d Attraction |
84.990 kr. |
88.670 kr. |
Hyundai i10 1.1 Base |
84.995 kr. |
88.675 kr. |
Ford Ka 1.2 Trend 3d |
85.990 kr. |
89.670 kr. |
Toyota Aygo 1.0 3d |
85.995 kr. |
89.675 kr. |
Kia Picanto 1.0 Motion |
87.899 kr. |
91.579 kr. |
Peugeot 107 1.0 Access 3d |
89.990 kr. |
93.670 kr. |