Henkastet affald er et dyrt og stigende problem i Danmark. Over en halv milliard skattekroner bruges årligt til at opsamle alt fra slikpapir og cigaretskod til dåser og engangsemballage. Langs vejen og på rastepladserne er henkastet affald et særligt stort problem.
Derfor er der nu opsat 4 store skraldetragte på de to Ejer Bavnehøj rastepladser ved Skanderborg, der i en tre måneders periode er stillet op som et forsøg på at få afprøvet, om bilisterne vil tage idéen til sig. I den forbindelse efterlyser Dansk Design Center og Hold Danmark Rent en tilbagemelding fra bilisterne.
” Det er vores ønske, at det skal være nemt, bekvemt og ikke mindst sjovt for folk at bruge skraldetragten. Derfor er det vigtigt for os, at få bilisternes respons på de nye skraldetragter ved Ejer Baunehøj. Vi vil gerne høre, om bilisterne tror, at de nye skraldetragter kan være med til at få bilisterne til at smide affald i skraldespanden i stedet for naturen”, siger Iben Højer Hansen, projektleder i Dansk Design Center.
Bilisterne kan sende en SMS til 1220 med teksten SKRALD, eller gå ind på https://www.facebook.com/pages/Dansk-Design-Center/339799125985. Alle beskeder vil indgå i den samlede testevaluering.
Hver dag kører ca. 5.000 både person- og lastbiler gennem Ejer Bavnehøj rastepladserne, og de er stedet udvalgt til at få afprøvet, om bilisterne vil tage ideen til sig.