Lige siden den originale Honda NSX gik ud af produktion i 2005, har Honda manglet en superbil, der kan understrege mærkets sportslige profil.
![Linjerne minder ikke om så meget andet på markedet i dag, men proportionerne er, som de skal være.](/sites/default/files/d6images/acura-nsx-bag.jpg)
I første omgang som Acura
Nu har Toyota introduceret Lexus LF, og det vil Honda ikke sidde overhørig, så Detroit-udstillingen var rammen om præsentationen af en ny NSX – godt nok som Acura, Hondas luksusmærke, men intentionen er ikke til at tage fejl af. Specielt ikke, når man læser specifikationerne.
NSX får efter al sandsynlighed en 3.5- eller 3.7-liters V6, ligesom forgængeren, og ganske som i den originale NSX bliver den placeret midtskibs.
Elmotorer ved forhjulene
Men her holder sammenligningen også op, for ud over V6eren, som naturligvis rækker på baghjulene, vil NSX få to elmotorer, en på hvert forhjul, som kan give bilen en avanceret form for firehjulstræk.
Sammenlagt taler Honda om 400 hk fra benzinmotoren og de to elmotorer.
På størrelse med Audi R8
Størrelsesmæssigt minder NSX meget om Audi R8 og har de samme proportioner: en kort næse med kabinen helt fremme ved forakslen, stor sporvidde o.s.v.
Linjerne er dramatiske og minder faktisk ikke om noget andet, der er på markedet i dag. Og nu vi er ved markedet: om tre år regner Honda med, at NSX vil være til salg i USA.