Kinas bilsalg slår alle rekorder

Bilsalget på verdens største bilmarked buldrer afsted. 22 millioner nye køretøjer blev der solgt i Kina i 2013.

Nyt om biler

For første gang i historien er der i et land blevet solgt flere end 20 mio. køretøjer på et år.

Det er det stadig boomende kineske marked, der kan melde om 21,98 millioner køretøjer inklusive lastbiler og andre tunge køretøjer. Det er en stigning på 14 procent på et år.

Men selv når man kun kikker på personbiler, er tallet enormt: 18 mio. styks, 16 procent flere end året før.

Langt større end USA og Europa

I Vesteuropa blev der solgt 11,5 mio. biler sidste år (-3 pct.), og i USA sluttede salgstallet på 15,6 mio. (+8 pct.).

Volkswagen-gruppen solgte flest biler i Kina i 2013, nemlig 3,27 mio. styks. Dermed blev General Motors for første gang i ni år vippet af pinden som største producent. GM nåede 3,16 mio., hvilket gør Kina til et større marked for GM end USA.

Kinesiske biler taber terræn

Kinas egne mærker tabte terræn sidste år, så kinesiske biler i Kina nu udgør 40 procent af salget. Kinesiske bilproducenter gik også tilbage i eksport, som faldt otte procent fra 2012 til 2013.

Den mest solgte personbil blev Ford Focus, mens nr. et blandt SUV’ere, som er en hurtigt voksende klasse, blev Great Walls Haval.

Salget af personbiler ventes ifølge China Association of Automobile Manufacturers at stige 9-11 procent i år, men det kan blive begrænset, hvis flere store byer indfører begrænsninger på, hvor mange biler der må indregistreres eller køre på gaden en given dag.

Begrænsningerne findes i et vist omfang i dag flere steder som et middel til at bekæmpe storbyernes heftige luftforurening.