Den fem meter lange Dongfeng-limousine er det første synlige resultatet af det tætte samarbejde mellem PSA og Dongfeng, der blev indledt i 2014, da Dongfeng købte en stor aktiepost i det franske bilfirma.
Der har været modstridende meldinger om, hvilken platform – altså grundlæggende teknik – A9’eren er baseret på. Både den gamle Platform 2 fra Citroën C5 og den nye EMP2 fra Peugeot 308 og Citroën C4 Picasso nævnes.
Mange dele fra Peugeot 308
På standen på Auto China 2016 var det ikke muligt at få oplysningen bekræftet. Men et kik ind i bilen afslører en lang række knapper og andre komponenter kendt fra bl.a. Peugeot 308.
Hvis det er den nye EMP2-platform er det markant, at et af Kinas store bilmærker allerede nu kan benytte den nyeste europæiske teknologi. PSA selv har indtil videre kun lanceret to modeller med den nye teknologi.
Det blev dog bekræftet i april 2015, at Dongfeng er med til at udvikle PSAs kommende platform til mindre biler, CMP, og får adgang til den.
Beslægtet med Citroën C6
Ifølge oplysninger på biludstillingen skulle Dongfeng-bilen og den nye Citroën C6 være nært beslægtet.SE OGSÅ: Nyt liv til Citroën C6 - i Kina
Under alle omstændigheder er det en ordentlig skude, den nye Aeolus A9. 5,06 meter måler den i længden, ca. ti cm mere end Citroën C6.
Nøjes med 1.8-motor
Motoren er dog ret ydmyg. Ikke noget V6 eller hybrid her. Der er tale om en 1,8-liters benzinmotor med 200 hk.
Dongfeng er en mastodont i Kina, men har hidtil mest bygget lastbiler og andet tungt grej. De første personbiler stammer fra 2009.