Lastbilers sikkerhed kommer under lup

Ulykker med lastbiler bliver i den kommende tid grundigt undersøgt af Havarikommissionen for Vejtrafikulykker. Dybdeanalysen skal bruges til at forstå, hvorfor ulykkerne sker, og hvad der kan gøres for at forebygge dem i fremtiden.

Bilist

Ulykker med lastbiler er ikke store i antal, men det er ofte voldsomt og blodigt, når de tunge køretøjer bliver indblandet i en trafikulykke.

Derfor går Havarikommissionen for Vejtrafikulykker, HVU, nu i gang med grundigt at undersøge lastbilulykker.

I de kommende måneder indberetter politiet, hver gang der sker en lastbilulykke med personskade, så HVUs eksperterne kan rykke ud. I alt ca. 30 ulykker skal udgøre grundmaterialet for undersøgelsen.

Skal forstå, hvorfor ulykkerne sker

Formålet med dybdeanalysen er at forstå præcist, hvad der sker og dermed bedre kunne forebygge disse ofte meget alvorlige ulykker.

Undersøgelsen vil omfatte alle typer ulykker med lastbiler både på det overordnede vejnet og på mindre veje i byer, hvor bl.a. de bløde trafikanter er særligt udsatte.

I undersøgelsen vil især køretøjerne og førerne være i fokus. Ved køretøjerne ses der på ting som kollisionsegenskaber, stand samt udsynet fra førerhuset og via spejle.

Førerne er i fokus, fordi lastbilkørsel stiller særlige krav til bl.a. kompetencer og fysisk/psykisk tilstand.

Havarikommissionen vil også have et vågent øje til eventuel brug af teknologiske hjælpemidler (telefon, navigation mv.) i forbindelse med ulykken.

Eksperter rykker ud til ulykkessted

Alle ulykker analyseres af HVUs tværfaglige team, som består af psykolog, bilinspektør, politi, læge og vejingeniør.

Rapporterne bygger bl.a. på interviews med de implicerede parter og besigtelse af ulykkessted og køretøjer.

Havarikommissionens undersøgelser har derimod ikke til formål at fastlægge skyld og foregår helt uafhængigt af politiets og retssystemets arbejde.

HVU oplyser ikke, hvornår rapporten kan ligge klar, men arbejdet tager typisk halvandet år.