79 gram CO2 pr. km. Det er den iøjnefaldende miljøetiket, som Toyota kan sætte på den kommende hybrid-udgave af den lille Yaris.
Det er den hidtil markant laveste udledning for en bil med forbrændingsmotor uden mulighed for opladning fra elnettet og omtrent det samme som elbiler, der kører på dagens danske gennemsnitsstrøm.
Da Motor i efteråret prøvede en næsten færdig prototype lød den forsigtige melding fra Toyota, at bilen højst ville udlede 85 gram.
28,6 km pr. liter
Ved bilens premiere på Genève-udstillingen løftede Toyota sløret for brændstoføkonomien. Den bliver på 28,6 km pr. liter.
Der findes i dag enkelte modeller – bl.a. fra Kia og VW - der kører lige over 30 km pr. liter ifølge de officielle tal, men det er dieselbiler, som pr. definition udleder mere CO2 pr. km ved samme km-pr.-liter-tal.
Toyota Prius kører 25,6 km pr. liter, mens Auris Hybrid klarer 26,3 km pr. liter.
100 hestekræfter
Yaris Hybrid er en el-benzin hybrid med en 1,5 liters benzinmotor. Motoren arbejder sammen med en elmotor, og lagt sammen er ydelsen 100 hestekræfter.
Yaris Hybrid får premiere på udstillingen i Genève i marts og lanceres i Danmark til sommer. Prisen kendes ikke.
Selv om teknikken stadig er dyr, og registreringsafgiften næsten tredobler teknologiprisen, så vil et fradrag på ca. 56.000 kr. for at køre meget langt på literen hjælpe på den danske pris.