Mazda 2 i kulissen?

Mazda Hazumi er det japanske mærkes store nyhed på Genève-udstillingen. Konceptbilen varsler en ny, lille Mazda-model, formentlig den næste Mazda 2. Eller er det en lille SUV?

Nyt om biler

Når Mazdas konceptbil Hazumi står i fuld figur på Genève-udstillingen først i marts, bliver det formentlig nemt at se, hvilken ny model, den bebuder. For Mazdas konceptbiler er på det seneste blevet forholdsvis realistiske i forhold til en kommende produktionsmodel.

Men indtil videre er Mazda ret hemmelighedsfuld omkring Hazumi, som kun vises i denne hårde beskæring set skråt nedefra.

Mazda nøjes med at sige, at bilen ”giver et fingerpeg om designretningen for en kommende bil i den lille klasse.”

Mazda 2 eller CX3?

Det passer fint med en ny Mazda 2, da den nuværende er ved at være syv år gammel. Men det dramatiske design, store hjul og udformningen hen langs bunden af siderne på konceptbilen kunne lige så godt pege på en kompakt SUV, en CX3, så at sige.

En sådan model hævder i hvert fald den velorienterede japanske finansavis, Nikke, er på vej. Denne crossover skulle komme på markedet i Japan allerede til sommer.

Navnet Hazumi, som er japansk og betyder noget i retning af “springe op”, er meget velvalgt til en mindre bil, der ser ud som om, den er sprængfyldt med energi.