Mens både Toyota og Nissan bygger flere og flere af sine biler til Vesten på fabrikker i Europa og Nordamerika, trækker Mitsubishi sig helt tilbage til Asien.
Mitsubishi Motors har besluttet med få måneders varsel at lukke sin amerikanske fabrik i Normal i den nordøstlige delstat Illinois.
Det skyldes faldende salg i både USA og i Rusland, hvortil en del af den amerikanske produktion eksporteres til.
Fabrikken i Illinois blev åbnet i 1988 som et joint venture med Mitsubishis daværende partner, Chrysler.
Forlod Europa for tre år siden
Dermed bliver Mitsubishi et rent asiatisk firma, når det gælder fremstilling af biler. I 2012 opgav Mitsubishi sin europæiske fabrik, Nedcar, i Holland.
Mitsubishi samler dermed sin produktion i Asien med Japan som det centrale sted, men fokuserer også på Sydøstasien, hvor bilmærket har stor salgsfremgang.
Ud over Thailand, hvor Space Star kommer fra, har Mitsubishi en fabrik i Filippinerne og er ved at opføre en i Indonesien. Desuden bygger Mitsubishi biler på en russisk fabrik, der deles med Peugeot-Citroën.