Det kendte Statoil-logo med den gule oliedråbe på blå baggrund er på vej væk fra det danske gadebillede. Det er Statoil-navnet i det hele taget også.
Fra maj begynder ejeren af Statoils tankstationer, Couche-Tard, at ”rebrande” stationerne til Circle K.
Også Shell omdøbes
Det samme sker med en stor del af de 131 Shell-stationer, som det canadiske selskab netop har overtaget fra Shell. De ubemandede Shell Express-stationer omdøbes til Ingo.
Navneændringen får ingen praktisk betydning for kunderne, oplyser Staoil Fuel & Retail.
Nyt navn på Betalingsservice
Kunderne skal dog være opmærksomme på, at der vil stå Circle K på fakturer og på oversigten fra Betalingsservice.
Rabatter, betalingsbetingelser og kortregler fortsætter uændrede. De nuværende Statoil-kort kan bruges uændret, men de bliver i løbet af i år og næste år skiftet ud med Circle K-kort.