Efter syv år er det blevet tid til en ny Mercedes-Benz C-klasse. Og der er sket rigtig meget denne gang, og som så ofte med en helt ny Mercedes-model ser nye tekniske systemer dagens lys.

Nu større end A-klasse sedan
Vokseværket må give en del mere plads i kabinen, men var så at sige også nødvendigt, for A-klasse-sedanen, CLA, er længere end den hidtidige C-klasse sedan. Fremover er C-klassen i det mindste seks cm længere.
Bagagerummet er vokset en bagatel, fem liter, til 480 liter.

Headup-display og søvnighedsadvarsel
C-klassen kan også fås med headup-display, som viser hastighed, fartgrænser, navigationsoplysninger samt forskelige meddelelser fra bilen.
En sværm af sikkerhedssystemer, netop introduceret i E- og S-klassen, kan fås til den nye C-klasse.
En “Attention-assist” er standard – et system, der advarer, hvis føreren er ved at blive døsig og ukoncentreret. I kombination med indbygget navigationsanlæg kan det på motorveje anvise nærmeste rasteplads.
Avanceret nødbremse

Nødbremsesystemet kan også opdage krydsende trafik, inklusive fodgængere.
Klarer selv køkørsel - uden vejstriber
Distronic Plus kan udbygges med styrehjælp og gøre bilen semi-selvkørende ved køkørsel. Op til 60 km/t. kan bilen automatisk følge bilen foran, selv når vejstriberne mangler eller er meget utydelige.
Hvis man bestiller bilen med skiltegenkendelse, kan den nu også genkende indkørsel forbudt-skilte og advare, hvis man er på vej ind ad en ensrettet gade. Om det også kan give alarm, hvis man er på vej ind på motorvejen i forkert retning, fremgår ikke.

Tre motorer nu - mange flere senere
Tre motorer er til rådighed fra begyndelsen. C 220 Bluetec (2.1 liter, 170 hk, 25 km/l), C 180 (1,6 liter, 156 hk, 20,0 km/l) og C 200 (2,0 liter, 184 hk, 18,9 km/l).
Mange flere motorer er klar kort tid senere. Det gælder en 1,6 liters diesel med mellem 115 og 136 hestekræfter. Den nuværende 2,2 liters diesel vil desuden komme i ydelser fra 115 til 204 hestekræfter.
På benzinsiden er planlagt i alt fem varianter fra 156 til 238 hestekræfter. En sekscylindret med 333 hk vil følge.
To hybrider
Desuden kommer den nye C-klasse som el-diesel-hybrid. C 300 Bluetec Hybrid yder hhv. 27 og 204 hk fra el- og dieselmotor og får en officiel økonomi på 25,6 km pr. liter. En version med opladningsmulighed kommer endnu senere.
Mercedes-Benz oplyser, at bilen kan bestilles med det samme, men siger ikke noget om, hvornår leverancen i Europa begynder – med mindre den oplysning står godt gemt i den særdeles lange pressemeddelelse.