Nogle varer bliver hurtigt revet ned fra hylderne. Især når de har nyhedens interesse. Det sker en gang i mellem også med biler, og nu er det den nye Kia Picanto, der er blevet ”udsolgt” med det samme.
Danmarkspremieren fandt sted midt i juni, og allerede nu er der en ventetid på omkring tre måneder, hvis man selv vil bestemme farve, motor og udstyr.
Er man mindre kræsen, vil det ofte være muligt at finde en bil til september.
Den nye Picanto fås fra 94.000 kr., og det vil faktisk være nemmest at finde en af de billigste udgaver.
Kunderne vælger de dyre udgaver
- Det er kommet lidt bag på os, at kunderne især vælger de to højeste udstyrsniveauer (ud af fire, red.), siger den danske Kia-direktør, Mogens Lyngsø.
Dermed er der mange, der køber en model til 130.000-140.000 kr.
Ventetiden bliver dog et forbigående fænomen, lover Mogens Lyngsø.
- Indtil videre er der begrænsninger i produktionen, for hele Europa lancerer næsten samtidig. Men næste år regner vi med at kunne få alle de biler, vi vil have. Så drejer det sig kun om, hvor mange vi kan sælge, siger han.
Skal være i top-tre
Ambitionen fir Kia er at ligge i top-tre i klassen. Til gengæld er de langt op til nr. et og to, i hvert fald i år. Allerede 1. juli er der indregistreret 3.500 Chevrolet Spark og 2.700 Toyota Aygo.
Kia Picanto har hurtigt fået mange anmelderroser, bl.a. i Motor.