Ny VW Golf ligner sig selv

Der skal mere end en god bilkender til at afsløre forskellene mellem denne faceliftede udgave af VW Golf og forgængeren. Men under det synlige lag gemmer der sig masser af nyheder.

Nyt om biler

Designet er fastholdt ud fra devisen: If it aint broke  dont fix it! Foto: VW
Designet er fastholdt ud fra devisen: If it aint broke dont fix it! Foto: VW
Europas mest solgte bil i de seneste 77 måneder er fortsat VW Golf. Den populære bil har nu fået et facelift, der på den ene side fastholder det kendte design, og på den anden side tilfører modellen alle de tekniske nyheder, man forventer sig af en moderne bil. 

På tekniksiden mærkes det imidlertid nu, at denne syvende generation af VW Golf er blevet fire år gammel. Og det er netop de alderstegn, der skulle slettes med dette facelift. Indvendigt er instrumentbordet således opdateret med mulighed for et digitalt instrumenthus samt et enormt navigationsanlæg med et hav af finesser.

LÆS OGSÅ: Alle de nyeste biltest

Udvendigt er der kommet LED-baglygter og fortil er xenonlygterne erstattet af LED-forlygter, der endda er af den aktive type i topmodellen. I grundmodellen er der dog fortsat halogen-forlygter.

Bremser for fodgængere

På sikkerhedssiden er samtlige udgaver af VW Golf nu som standard blevet udstyret med en ny generation af den automatiske nødbremse, og det gør det muligt at lade bilen bremse automatisk for biler og fodgængere ved selv høje hastigheder.

Kvalitetsfornemmelsen er fortsat fornem i den nye Golf.
Kvalitetsfornemmelsen er fortsat fornem i den nye Golf.
Nødbremsen kan udbygges med en aktiv fartpilot, der også kan styre bilen, så den selv holder sig i vognbanen og i sikker afstand til forankørende, når man kører i kø – man skal dog fortsat have mindst en hånd på rattet. VW angiver at disse systemer tilsammen reducerer risikoen for at køre galt med næsten 50 procent.

Uændrede priser

Under kølerhjelmen findes både nye motorer og gearkasser. I de første måneder efter introduktionen til marts fortsætter den gamle 1.4-liters benzinmotor, men omkring sommer dukker en helt ny 1.5-liters benzinmotor op. Den kommer i to versioner med enten 130 eller 150 hk, og bliver mindste motorvalg i Danmark, idet 1.0-liters motoren udgår herhjemme.

Den nye motor kan i lighed med den gamle slå de to midterste cylindre fra ved let belastning, og det gør bilen mere benzinøkonomisk. I den mindste udgave kan den køre 21,7 km pr. liter. De to kendte dieseludgaver på 1.6- og 2.0-liter fortsætter uændret.

LÆS OGSÅ: FDMs store tema om elbiler

Sammen med de nye motorer introducerer VW også den nye generation af DSG-automatgearet. Der er tale om en syvtrins gearkasse, hvor koblingerne og gearhjulene kører i et nydesignet oliebad, der øger levetiden betydeligt. Alle motorer vil kunne fås med DSG-gearet, og merprisen er moderate 20.000 kroner.

Alle nyhederne i VW Golf indføres i alle versionerne inklusive plugin-hybriden GTE og sportsudgaverne GTI og GTD. Den helt elektriske udgave – e-Golf – får først premiere ved den amerikanske biludstilling i Los Angeles sidst i november. Priserne på den faceliftede udgave af VW Golf er endnu ikke på plads, men regn med ca. 250.000 kroner for den billigste udgave, når VW Golf når Danmark til marts næste år.