Et nyt ord er dukket op på den danske trafikarena. En mobilist.
Og ja, det er en person, der er mobil. Så det kan være nærmest os alle sammen. Men der ligger mere i det, som ordets "opfindere" definerer begrebet.
Ikke alene er en mobilist en person, der bruger alle transportformer, men for ham eller hende er rejsen meningsfuld og værdifuld.
To forskere ved Roskilde Universitet definerer begrebet sådan:
Overblik over transportformer
Mobilist-identiteten refererer til mennesker, som har et overblik over alle deres transportmuligheder: bil, bus, tog, cykel, delebil, samkørsel, shuttlebus, virtuel tilstedeværelse mv. Mobilisten formår at bruge en bred vifte af disse muligheder til at dække sit daglige transportbehov.
De to universitetsfolk, Lise Drewes Nielsen og Aslak Aamot Kjærulff, uddyber det sådan:
"Rejsen er for mobilisten meningsfuld og værdifuld – noget der kan bidrage som et aktivt mobilt rum til at få hverdagen til at hænge sammen. Transportformer vælges derfor ikke kun ud fra økonomiske eller tidsmæssige kalkulationer, men også med udgangspunkt i, hvad rejsen bidrager med af aktivitet undervejs."
Opstået sidste forår
"Mobilist" er tilsyneladende opstået i et fremtidsværksted i foråret 2011 i Formel M, der er et offentligt-private partnerprojekt. Udtrykket lader til at være publiceret første gang i fagtidsskriftet Trafik & Veje i august 2011, hvorfra ovenstående citat stammer.
En internetsøgning viser desuden, at "mobilist" også er brugt om personer, der taler i mobiltelefon.
Ordet mobil stammer fra latin. Mobilis betyder "'som let bevæges" og er afledt af movere, "bevæge".