Nyt p-skilt hjælper bilister

Bilister får nemmere ved at få øje på parkeringsreglerne, da kommunerne nu skal sætte nye infotavler op, så de er synlige i hele parkeringszonen.

Bilist

Nu skal det være slut med at huske, hvad det nu var, der stod på parkeringsskiltet, som man kørte forbi mange hundrede meter væk.

Ifølge en ny bekendtgørelse om vejafmærkning skal parkeringsreglerne i et område nemlig nu være synlige i hele parkeringszonen. Det sker på såkaldte zoneoplysningstavler, hvor der står ”P info” (se billedet).

- Bilister skal med andre kunne få øje på et p-skilt, når de står ud af deres bil i en parkeringszone eller går om et nærliggende hjørne. Tidligere har det været kutyme med nogle få skilte med parkeringsreglerne ved indgangene til zonerne, og det har skabt forvirring for mange bilister, siger jurist i FDM, Dennis Lange.

Mindre risiko for p-bøde

FDM har kæmpet for bedre skiltning til bilisterne i den arbejdsgruppe under Justitsministeriet, der var med til at danne grundlaget for de nye parkeringsregler, der trådte i kraft 1. marts.

LÆS MERE: Det betyder de nye p-regler

- Hovedparten af de klager, vi modtager over parkeringsafgifter, skyldes manglende skiltning eller skiltning, der er svær at få øje på eller let at misforstå. Derfor er det en gevinst for bilisterne med mere oplysning, så de ikke uforvarende kommer til at parkere ulovligt og dermed risikerer en parkeringsafgift, påpeger Dennis Lange.

På de nye skilte skal alle restriktioner i zonen fremgå af tavlen eller en undertavle.

LÆS MERE: Gode råd om parkering

VIDEO: Undgå p-fælderne – sådan er reglerne