Opel sætter turbo på 2017

Med hele syv nye modellanceringer i 2017 har Opel udsigt til sit mest travle år nogensinde. Første model bliver en helt ny crossover, Opel Crossland X.

Nyt om biler

2016 har nærmest været stilhed før stormen for Opel, der sætter alle sejl i 2017. Intet mindre end syv store nyheder lanceres.

Første model bliver den nye crossover, som Opel har udviklet i samarbejde med PSA, og som derfor deler platform og teknik med afløseren for Peugeot 2008.

Mokka får i 2017 selskab af to andre crossovers: den mindre Crossland X og en model, der er større. Indtil videre må vi nøjes med at se lidt af taget på Crossland. Foto: Opel
Mokka får i 2017 selskab af to andre crossovers: den mindre Crossland X og en model, der er større. Indtil videre må vi nøjes med at se lidt af taget på Crossland. Foto: Opel
Den nye model skal hedde Opel Crossland X, og med det navn forlader Opel sin ellers næsten konsistente strategi om, at alle navne skal slutte på et ’A’.

Opel - nu med X

Til gengæld følger Crossland X den nye plan for de højbenede SUVere og crossovere, der fremover får et ’X’ som efternavn – første gang set for nylig i den faceliftede Mokka X.

Den nye Crossland X lanceres i foråret, og endnu er der sparsomme oplysninger om bilens teknik. Motor har set den, og kan berette om en høj og bred bil med gode praktiske pladsforhold og mulighed for avancerede LED-lygter både for og bag.

Masser af nye modeller

De øvrige seks nyheder i 2017 omfatter i høj grad den nye Insignia, som lanceres som en femdørs hatchback (Grand Sport), en stationcar (Sports Tourer) og en lidt grovere og mere højbenet firehjulstrækker (Country Tourer).

Derudover kommer der endnu en crossover fra det franske samarbejde - en slægtning til Peugeot 3008. Her er navnet endnu ikke kendt, men det inkluderer også et ’X’, og den model ventes lanceret lige efter sommerferien.

Ampera-e med 500 km på el

I begyndelsen af 2017 ser vi også en ny elbil fra Opel i form af den nye Ampera-e, som blev præsenetert første gang på Paris Motor Show i efteråret.

Den får et batteri, så den officielle rækkevidde overstiger 500 km, og den rummer op til fem personer. Den bil kommer også til Danmark i løbet af 2017 – hvornår ved vi endnu ikke, lige som priserne endnu er ukendte.

Sidste model af de syv nye er en opdateret Opel Vivaro, der herhjemme primært sælges som varebil.