Plan: lyskryds på Helsingørmotorvejen

Den kommende Nordhavnsvej skal kobles på Helsingørmotorvejen via et lyskryds, mener Københavns Kommune, som dermed håber at spare 83 mio. kr.

Trafik

Det ser fint og strømlinet ud på de computertegninger, der er udarbejdet om den kommende Nordhavnsvej i den nordlige del af København.

Den firesporede vej, som skal skabe bedre forbindelse mellem Københavns nordhavn/Østerbro og Helsingørmotorvejen, føres på illustrationerne for projektet elegant over motorvejen og kobles på den med ramper, som det kendes fra motorvejs

Nordhavnsvejs forløb fra Helsingørmotorvejen til Svanemøllebugten. Den midterste del skal gå i tunnel.
Nordhavnsvejs forløb fra Helsingørmotorvejen til Svanemøllebugten. Den midterste del skal gå i tunnel.
kryds.

Men sådan bliver virkeligheden ikke, hvis Borgerrepræsentationen følger en indstilling fra kommunes teknik- og miljøudvalg.

T-kryds er nok

Udvalget mener, at den nye firesporede vej udmærket kan kobles til den sekssporede motorvej i et almindeligt T-kryds med lysregulering.

Kommunen kan i første omgang spare 83 mio. kr. ved at vælge den billige løsning med et lysreguleret kryds, der vil komme til at ligge på selve motorvejen lige nord for Ryparken Station.

”Det betyder, at tilslutningen får mindre kapacitet end rampeløsningen. Men krydset er stort nok til, at man kan afvikle trafikken til den første etape af udbygningen i Nordhavn på 600.000 etagekvadratmeter, sådan som det er aftalt mellem staten og Københavns Kommune. Når Nordhavn på et senere tidspunkt bliver udbygget yderligere, kan krydset udbygges til den tid,” hedder det i begrundelsen.

Giver forbindelse mod centrum

Det tilføjes, at ”en fordel ved T-krydset er, at man kan køre fra Nordhavnsvej og ind mod byen. Det ville ikke være muligt i den rampeløsning, der ellers var foreslået.”

Borgerrepræsentationen skal tage sin beslutning 8. marts.

Anlægsarbejdet ventes at gå i gang i sommeren 2013, og hele Nordhavnsvejs-projektet til næsten to mia. kr. skal være færdig i efteråret 2015.

Nødspor blev tidligere sparet væk

Vejprojektet er også tidligere blevet beskåret. Oprindelig skulle Nordhavnsvej, der på en stor strækning skal gå i tunnel, have haft nødspor, så vejen senere kunne udvides til seks spor, men det droppede Københavns Kommune med henvisning til, at staten ikke ville betale ekstra for denne fremtidssikring.

Seks spor kan blive nødvendigt, hvis vejen senere forlænges med endnu en tunnel til selve Nordhavnen eller føres videre i en nord-syd-gående havnetunnel øst om København.