Prius på grønnere kurs

Benzinøkonomien på fjerde generation Prius forbedres markant, siger Toyota, men oplyser ellers næsten ingenting.

Nyt om biler

Toyota har gjort sig umage med fjerde generation af hybridbilen Prius, men er ikke meget for at give detaljer.

Den nye Prius er første model på mærkets nye TNGA-platform, Toyota New Global Architecture. Hidtil har Prius haft sin egen platform, men Toyota er i gang med en gevaldig oprydning i antal platforme, noget der bør betyde besparelser i udvikling og produktion samt kortere udviklingstid.

Lavere tyngdepunkt

Fjerde generation af Toyota Prius har fået et endnu mere futuristisk design, inspireret af brintbilen Mirai. "Vi ved godt, at det er design, der polariserer", siger Toyota.
Fjerde generation af Toyota Prius har fået et endnu mere futuristisk design, inspireret af brintbilen Mirai. "Vi ved godt, at det er design, der polariserer", siger Toyota.
En konkret fordel er ifølge Toyota, at tyngdepunktet sænkes og sammen med andre ændringer skulle betyde mere dynamiske køreegenskaber.

TNGA skal næste gang bruges til Toyotas nye crossover, der indtil videre kendes som konceptbilen C-HR. Den kommer midt i 2016.

Nye motorer

Benzin- og elmotor samt øvrige centrale komponenter er nye, men Toyota vil ikke give detaljer før Tokyo-udstillingen i oktober. Dog siger Toyota-folk til Motor, at gearkassen fortsat vil være af CVT-typen.

Batteriet får nogenlunde samme kapacitet som i dag, men fylder mindre i kraft af større energitæthed. Om der er tale om litium-ion, vil Toyota ikke bekræfte.

22 procent længere på literen

Toyota siger også så meget, at brændstofforbruget sænkes med 18 procent. Ved sidste generationsskifte var forbedringen 23 procent.

De 18 procent mindre forbrug svarer til, at den nye Prius vil komme op på ca. 31 km pr. liter benzin – en forbedring i km pr. liter på 22 procent.

Den nye Prius ventes lanceret i Danmark til februar eller marts.