Efter et langt liv på otte et halvt år er Audi Q5 omsider klar til fornyelse. Anden generation, der debuterer på Paris-salonen, er tro med Audis designlinje, men har for Audi ganske synlige ændringer.

Firehjulstræk ikke standard
Firehjulstræk ser dog ikke ud til at være standard på den mindste dieselmodel, og rent faktisk er det nye firehjulstræk ikke permanent.
Den nye Quattro-drivlinje har nemlig fået ”ultra-teknologi”, der altid frakobler trækket på bagakslen, når der ikke er brug for det. Baghjulene tilsluttes proaktivt, hvis der er behov for det. Fordel: bedre brændstoføkonomi uden ulemper for vejgreb og køredynamik.

90 kg lettere
I forhold til forgængeren har den nye Q5 tabt sig ”op til” 90 kg. Samtidig er den blevet marginalt større.
Længden er nu 4,66 m (+ 3 cm), bredden 1,89 m (- 1 cm), højden 1,66 m (uændret) og akselafstanden 2,82 m (+ 1cm).
Afhængig af bagsædets position rummer bagagerummet 550-610 liter, 10 mere end før.
Platform fra A4 og Q7
Platformen er den samme, som benyttes til A4 og Q7, og det betyder samme enorme udvalg af infotainment, assistentsystemer og komfortudstyr.

Klar primo 2017
Fem motorer tilbydes fra begyndelsen, heraf fire dieseler. Det drejer sig om 2.0 TDI med 150 hk, 163 hk og 190 hk, 3.0 TDI med 286 hk samt 2.0 TFSI-motor med 252 hk.
Den nye Q5 skal fremstilles på Audis netop åbnede fabrik i Mexico. Lanceringen i Danmark sker i begyndelsen af 2017.
SE OGSÅ: Motors store sektion om Paris-udstillingen