Renault vil købe elbil tilbage

Renaults Fluence Z.E. mistede med ét en vigtig funktion, batteriskiftet, da elbiloperatøren Better Place gik konkurs. Nu tilbyder Renault enten en gunstig batterileje eller at købe bilen tilbage.

Bilist

De 264 ejere af elbilen Renault Fluence Z.E. stod med håret i postkassen, da elbiloperatøren Better Place gik konkurs i maj.

Ikke alene kunne de ikke længere skifte batteri, men deres hjemmelader og offentlig tilgængelige ladere blev lukket, og – mere abstrakt – batteriet i deres bil tilhørte nu en konkursforvalter.

Men siden har Renault i Danmark arbejdet hårdt på at rede trådene ud og give et anstændigt tilbud til Fluence-ejerne. Det er klart nu og omfatter bl.a. tilbagekøbstilbud.

Batteriskiftet kommer ikke tilbage, men batteriet og laderne er der styr på.

300 kr. pr. måned

Batteriet i en Renault Fluence Z.E. tilhører nu Renaults finansafdeling og bilejerne kan leje det for 300 kr. om måneden.
Batteriet i en Renault Fluence Z.E. tilhører nu Renaults finansafdeling og bilejerne kan leje det for 300 kr. om måneden.
Renault har købt alle 264 bilers batteri samt yderligere et halvt hundrede fra skiftestationerne og tilbyder nu Fluence-ejere en lejekontrakt på blot 300 kr. om måneden. Lejen inkluderer stadig vejhjælp og garanti for mindst 75 procent energi i batteriet.

Det er markant mindre end de ”fra” 700 kr., det koster at leje et tilsvarende batteri til Renault Kangoo. Det er også meget mindre end de minimum 1.500 kr., et månedsabonnement hos Better Place kostede – inklusive batteriskift og strøm.

- Det er i hvert ikke noget, vi kommer til at tjene penge på i forhold til, hvad vi har givet for batterierne, siger Renault-pressechef Søren Hyltoft.

Lader hos Eon

Ud over de 300 kr. kan ejerne vælge at leje den oprindelige Better Place-lader gennem Eon for 100 kr. om måneden inklusive adgang til Eons offentlige ladenet. Her koster strømmen så 3,25 kr. pr. kilowatttime.

Vil kunderne ikke beholde deres Fluence Z.E. – særligt fordi batteriskifte ikke længere er muligt – tilbyder Renault at købe bilen tilbage.

– Vi behandler kunderne enkeltvis for at finde en løsning, siger pressechefen og oplyser, at alle netop nu kontaktes både pr. brev og telefon.

Byttepris på 130.000 kr.

Efter råd fra bilvurderings-tjenesten Bilbasen er prisen sat til 115.000 kr. Dertil kommer en rabat – ud over normal rabat - på 15.000 kr., hvis man køber en Mégane eller Scénic og 10.000 kr. på Clio eller Captur.

Vælger man elbilen Zoe, får man 130.000 kr. for sin Fluence.

"Oscar" var Better Places stort anlagte IT-system til elbiler. Det opdateres ikke længere og kan ikke gå online, men navigationen virker stadig.
"Oscar" var Better Places stort anlagte IT-system til elbiler. Det opdateres ikke længere og kan ikke gå online, men navigationen virker stadig.
Det er en pæn afskrivning, for den vejledende pris var 205.000 kr. plus levering. Ret hurtigt blev der dog givet ret store rabatter, så en del kunder har formentlig fået bilen for omkring 175.000 kr.

"Oscar" er fortid

Better Place havde udviklet et IT- og kommunikationssystem til Fluence Z.E. kaldet Oscar. Det nåede dog aldrig at blive lanceret i en særlig avanceret udgave, men kunne bl.a. bruges til at vise, hvor der var ladestandere og skiftestationer, og om de var ledige.

Navigationsanlægget - et indbygget Tom Tom-system - virker stadig, men der sker ingen udvikling eller opdatering af systemet.