Renault Zoe får mormorkabel

I en snæver vending kan Renault Zoe i fremtiden lades op hvor som helst. Den mulighed, som alle andre elbiler er udstyret med, har hidtil manglet ved Zoe.

Nyt om biler

Elbilen Renault Zoe havde en markant ulempe, da bilen blev lanceret i foråret. Det er umuligt at lade bilen op, hvis den ikke er tilsluttet en rigtig ladestander eller en privat ”wallbox”.

Dermed kunne Zoe-brugerne stå på herrens mark, hvis batterierne var ved at være flade, når bilen var nået frem til et sted uden autoriseret lademulighed som et sommerhus eller hos familie og venner.

Klar i 2014

Et helt almindeligt elstik kan fra næste år bruges til at lade Renault Zoe. På tysk bruger Renault dog betegnelsen "nødladning", fordi det går langsomt.
Et helt almindeligt elstik kan fra næste år bruges til at lade Renault Zoe. På tysk bruger Renault dog betegnelsen "nødladning", fordi det går langsomt.
Men nu er der en løsning på vej. Renault vil i ”begyndelsen af 2014” tilbyde et såkaldt mormorkabel, der kan bruges ved besøg hjemme hos mormor eller alle mulige andre steder uden ladeboks.

Kablet vil ifølge Renault også kunne bruges til biler, der allerede er leveret.

"Kunne give dårlig oplevelse"

Ved den globale presselancering af Zoe i marts lød forklaringen på det manglende ”mormorkabel”, at muligheden ville give dårlig kundeoplevelse, da en opladning på den måde kunne vare op til 16 timer.

Siden er Renault åbenbart kommet på bedre tanker eller har fået nye idéer. Projektlederen for Renault Zoe oplyser nu til Motor, at ”nødkablet” vil kunne lade med op til 13 ampere. Det betyder i praksis, at et næsten tomt batteri med den strømstyrke kan lades op på otte-ni timer.

Hvis mormor kun har 10 amperes sikringer, vil opladningen nærmere tage 10-11 timer.