Samme pris på Storebælt - dyrere på Øresund

Den årlige prisjustering på Storebæltsbroen udebliver denne gang – for langt de fleste billettyper. Derimod bliver det fra nytår dyrere at køre over Øresundsbroen.

Trafik

En mindre pristalsregulering plejer ved nytår at betyde ændrede – let forhøjede priser – men denne gang fastholder A/S Storebælt sine priser for stort set alle billettyper.

På Storebælt vil en almindelig enkeltbillet for personbil eller varebil også i 2014 koste 235 kr. Motorcykler betaler fortsat 125 kr.

Også de gængse rabatbilletter beholder deres pris. Det vil sige, at en weekendbillet koster 410 kr., en aftenbillet 280 kr. og en dagsbillet (t/r lørdag, søndag og helligdage) 375 kr.

Enkelte stigninger er der dog i sigte. Personbil med anhænger stiger 5 kr. til 360 kr., og et månedskort forhøjes 60 kr. til 3.900 kr. Lastbiler oplever også små stigninger.

Tre pct. dyrere på Øresund

Derimod benytter Øresundsbron årsskiftet til at hæve de fleste af sine priser.

Der er små forhøjelser over næsten hele linjen på den faste Øresundsforbindelse. En kontantbillet forhøjes 10 kr. til 335 kr., mens en enkeltbillet med Bropas- eller pendlerrabat stiger 3 kr. til 156 kr. Det er en stigning på hhv. tre og to procent.

For at få den rabat skal man have et årskort, som stiger 10 kr. til 280 kr. Det samme gælder pendleraftalen.

Med et titurskort stiger hver tur over Øresund 7 kr. til 246 kr.

Motorcyklister får hævet deres normale billetpris med 5 kr. til 175 kr.

20 kr. hæves prisen for autocampere, biler med påhængsvogn og biler på over seks meter. Dermed er prisen fremover 650 kr. hver vej.