Slut med motionsløb på motorvejsbro

Efter trafikalt kaos på den nye Lillebæltsbro pga. motionsløb vil Vejdirektoratet ikke længere tillade den slags på broen. Det samme kan komme på tale ved Limfjordstunnelen. Storebælt vil indtil videre stadig tillade det.

Trafik

Bilister måtte holde i kilometerlange køer, da Vejdirektoratet først i maj ’lånte’ den ene halvdel af Den nye Lillebæltsbro ud til et løberne i et halvmaraton.

Men det bliver sidste gang dét sker, lover Vejdirektoratet. Den statslige vejmyndighed har analyseret, hvad der gik galt lørdag den 6. maj og besluttet, at der ikke i fremtiden bliver givet tilladelse til den slags.

- Risikoen for, at det give store trafikale gener, er for store, så vi vil ikke længere give tilladelse til at bruge broen. Vi er der for trafikanternes skyld, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Søren Carlsen Kjemtrup.

FDM: fornuftigt at stoppe

Det lyder fornuftigt, mener FDM.

- Vi har som udgangspunkt ikke noget imod, at der afholdes motionsløb og lignende på vejene, men det må ikke betyde store gener for trafikanterne, f.eks. med kilometerlange køer. Og det kan nemt være tilfældet ved trafikale knudepunkter, som vi så det ved Lillebæltsbroen, siger juridisk konsulent i FDM, Dennis Lange.

Vejdirektoratet vil analyse videre og se på tilladelser til arrangementer på andre af statens veje. Det gælder bl.a. Limfjordstunnelen, hvor der 21. maj var Aalborg Halvmarathon.

Storebælt overvejer fra gang til gang

Det arrangement gav ifølge Søren Carlsen Kjemtrup kun minimale gener i de par timer søndag morgen, hvor det ene tunnelrør var spærret for køretøjer.

Også Storebæltsbroen bruges til motionsløb. Næste gang gælder det ’Broløbet’ lørdag den 9. september.

- Vi vurderer fra gang til gang. Vi har ikke givet nogen tilladelse i al evighed, siger teknisk chef for konstruktioner og anlæg på Storebæltsbroen, Kim Agersø Nielsen.

Trafikalt kaos ved cykelløb

Han siger, at det nogen gange er gået rigtig godt, andre mindre godt, når dele af broen har været brugt til motionsløb.

En af ’de mindre gode’ var et cykelløb i 2012, der resulterede i særdeles lange bilkøer og ventetider på angiveligt op til tre timer. Et cykelløb i 2015 gik væsentlig bedre.

Årets løb flyttet til senere om lørdagen

Kim Agersø Nielsen erkender, at man er meget sårbar, hvis der sker trafikuheld under løbene. Risikoen for uheld vokser en del under sådanne forhold, og samtidig vil konsekvenserne være ekstra store. Ved årets løb vil løberne have hele den ene halvdel af broen, så der kun vil være et spor i hver retning til bilerne.

- Vi går meget efter vores trafikprognoser for at se, om og hvornår vi kan tillade løb. Det har betydet, at arrangementet i år finder sted senere på lørdagen, hvor biltrafikken er mindre, siger Kim Agersø Nielsen.