Den reelle risiko for at møde en modkørende på motorvejen er faldet betragteligt de seneste år. I 2015 blev der registreret 103 spøgelsesbilister. Det er næsten en halvering siden 2010. Alene i 2014 blev der registreret næsten 150 spøgelsesbilister.
Det fremgår ikke af disse tal, hvor mange ulykker spøgelsesbilisterne har været skyld i.
Vejdirektoratet har gjort meget for at mindske risikoen, men kan ikke sige, hvorfor tallet er faldet så meget.- Det er vanskeligt at forklare præcist, hvorfor tallene netop nu er de laveste længe, men de tiltag, der er gennemført, er givetvis en del af forklaringen, siger afdelingsleder i Vejdirektoratet, Vagn Lynggaard Bech.
Bedre skiltning ved frakørsler
Vejdirektoratet har de seneste seks år arbejdet med forbedring af rampeanlæg, og det skal forhindre bilisterne i at havne i den forkerte køreretning på motorvejen.
Indsatsen består af:
• Løbelys i kørebanen og blinklys som begynder at blinke rødt, hvis bilen kører i den forkerte retning.
• 3D-afmærkninger i kørebanen. Teksten 'Stop' bliver synlig på kørebanen, når en bilist kører den forkerte vej ned ad frakørslen.
• Skilte der med en stor sort hånd på et gult skilt suppleret med teksten STOP tydeligt signalerer til bilisten, at han eller hun er på afveje.
• Ombygning af nogle rampekryds så det er lettere for trafikanter at vælge den rigtige rampe ved tilkørsel til motorvejen.
Kan ikke fange dem, der vender på motorvejen
Disse tiltag ved frakørslerne kan dog ikke løse problemet helt, da en del af spøgelsesbilisterne kommer galt afsted ved at lave en U-vending eller bakker på motorvejen.
- Selvom vi nu ser de laveste tal i mange år, er problemet ikke løst. Der kan stadig gøres en indsats, så tallene kan komme endnu længere ned. Det er ikke så ofte, der sker den slags ulykker, men når det sker, er de som regel meget alvorlige, siger Vagn Lynggaard Bech.
Antallet af spøgelsesbilister er baseret på anmeldelser fra politiet eller andre trafikanter til Vejdirektoratets Trafikcenter. Det giver et billede af udviklingen, men beskriver ikke præcist, hvor mange spøgelsesbilister, der har været, noterer Vejdirektoratet.