Ikke mange bilister har villet betale de ca. 23 øre ekstra for at få Statoils premium-benzin Ultima 95 Blyfri, så nu udgår den særlige benzin.
Ultima, der skulle have ekstra rensende effekt på motoren, var tænkt som et modspil til Shells V-Power.
Slut med Bio95 2G
Samtidig stopper Statoil med at sælge Bio95 2G, som er en almindelig benzin, men tilsat andengenerations bioætanol fra danske Inbicon i stedet for normal ætanol fra typisk sukkerør. De to specialbenzin’er vil være væk fra de sidste 125 stationer senest i marts.
- Distributionen af de ekstra produkter er for dyr i forhold til de ekstra indtægter, vi kunne få. Og så vil vi hellere bruge kapaciteten til andre formål og nye produkter, siger kommunikationschef Per Brinch.
Køber stadig andengenerations bioætanol
Et formål vil nogle steder være at have flere dieselstandere. Hvad de nye produkter kan være, ønsker kommunikationschefen endnu ikke at oplyse.En mulighed kunne være en konkurrent til Shells Fuel Save. Statoil i Sverige sælger allerede nu brændstof med tilnavnet "Miles", både som benzin og diesel. Tilsætningsstoffer i Miles skulle ifølge Statoil betyde op til 2,7 procent længere på literen.
Statoil vil fortsat købe den danske bioætanol fra Kalundborg i omtrent samme mængder, fremover blandes den i al benzin som delvis erstatning for almindelig bioætanol. Dermed skal Statoil betale mere end for almindelig bioætanol uden at få pr-værdien.
- Men vi tror stadig på [Inbicon-] projektet og vil gerne følge med i, hvad der sker på området, siger Per Brinch.
Også farvel til 98 oktan
Stoppet kommer omtrent samtidig med, at Statoil er holdt op med at sælge 98 oktan. Det har kunnet købes på 24 stationer, men de sidste lagre blev formentlig tømt i december.
LÆS OGSÅ: Snart slut med 98 oktan
Til sidst udgjorde 98 oktan kun én promille af benzinsalget. Den særlige benzin har været tilbudt til ældre biler, hvoraf nogle, der er mere end 20 år gamle, ikke kan nøjes med 95 oktan.
Det formentlig eneste sted, bilister stadig kan købe oktan 98, er hos Kai Dige Bach i Herlev ved København. Desuden kan bilister med dette behov købe Shells V-power, der er på 99 oktan.